BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

eneste sted hvor den psykiatriske lægekunst skulle blive i stand til at »have de
Potenser i sin Magt, som skulle indvirke paa de Syge«. 1
*
§20. Asylets kurative planmæssighed. Arkitekturens orden og forventningernes
regulering.
Også karakteren af disse »Potenser« afmærkede dåreanstalten i Slesvig i en udformning
der mere eller mindre skulle blive den almindeligt gældende efterhånden
som et organiseret sindssygevæsen i løbet af det 19. århundrede kom
under opbygning både internationalt og siden nationalt. 2 Retrospektivt blev der
her tale om en kanonisk matrice over anstaltens særlige styrke som virkeliggørelsen
af en særegen planmæssighed der skulle strække sig lige fra arkitekturen
[a] til en gennemført regulering af hvad der indenfor disse rammer kunne
forventes at hænde og hvilke formålstjenlige aktiviteter der her burde finde
sted [b]. Hver at disse tre momenter som introduceredes i Slesvig i 1820 skulle
siden vise sig at blive afgørende for den normative omgang med afsindigheden
der udgjorde en lige så væsentlig dimension i historien om melankolien og manien
i dansk sammenhæng som den veridiktoriske dimension der fik sit tidlige
kliniske udtryk i og med Pinel. Selvom både de tre momenter og asylet selv undergik
talrige modifikationer i løbet af det 19. århundrede, var den planmæssige
skabelon der allerede tidligt gjorde sig gældende i dåreanstalten i Slesvig
samtidig et udkast over den nosokomielle normative matrice der skulle sætte
sit mærke på problematiseringen af melankolien og manien som de principielt
helbredelige former for afsindighed.
1 H. SELMER: Om Psychiatriens Tilstand i Danmark, med særligt Hensyn til St. Hans Hospital
paa Bidstrupgaard (1841), pp. 1-2.
2 Cf. e.g. RED.: “[Recension af]: Allgemeine Zeitschrift für Psychiatrie und psychischgerichtliche
Medicin, herausgegeben von Deutschlands Irrenärzten, in Verbindung mit Gerichtsärzten
und Criminalisten, unter der Redaction v. Damerow, Flemming und Roller. Berlin 1844.
Hirschwald”, Ugeskrift for Læger, 2.1:13-14 (1844): 193-202.
419