BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

efindende (»einem Gefühl von tiefem geistigem Unwohlsein«) der samtidig
gjorde sig gældende som en erfaret stemning (»Stimmung«) af gennemført negativ
karakter. 1
Dette centrale element i den melankolske erfaring, der forudsætningsvis
henhørte mest direkte under den fakultetspsykologiske bestemmelse af følelserne
når de træder frem i form af sanselig smerte og oplevet ubehag, var allerede
blevet fremdraget af Guislain da han søgte at gendøbe melankolien under
navnet frénalgie (“sindssmerte”). 2 Men selvom også blandt andre Rush (tristemania),
Esquirol (lypemanie) og Renaudin (douleur morale) havde betonet
frenalgiens tilstedeværelse hvori tungsindigheden med tydelighed kom til at
fremstå som noget andet mere end sørgmodighed og bedrøvelse, var det fra og
med Griesinger at den psykiske smerte blev et tilbagevendende tema i melankoliens
psykopatologi. 3 Det var på den ene side især Griesinger der fra et erfaringsmæssigt
synspunkt adskilte melankoliens sygelige psykiske smerte fra den
almindelige psykiske pine som kunne opleves af det raske menneske, dels ved
1 I sin fremstilling af udviklingsgangen i »Die psychischen Depressionszustände« (»Die Schwermuth
oder Melancholie«) i tredje bog af Die Pathologie und Therapie der psychischen Krankheiten für Aerzte
und Studirende (2. udg., 1861) begynder W. Griesinger afsnittet om »Die Melancholie im engeren
Sinne« således: »Nachdem in manchen Fällen längere oder kürzere Zeit ein Zustand geistigen und
körperlichen unbestimmten Uebelbefindens, oft mit hypochondrischer Verstimmung, mit Niedergeschlagenheit
und Unruhe, manchmal mit Empfindung der Gefahr, irre zu werden, vorausgegangen ist,
wird immer mehr ein psychisch schmerzhafter Zustand herrschend, welcher an sich andauert, aber
noch durch jeden psychischen Eindruck von aussen verstärkt wird. Dies ist die wesentliche Seelenstörung
in der Melancholie, und dieses psychische Wehethun besteht für die Kranken selbst in einem
Gefühl von tiefem geistigem Unwohlsein, von Unfähigkeit zum Handeln, von Unterdrückung aller
Kraft, von Niedergeschlagenheit und Traurigkeit, in einer totalen Herabstimmung des Selbstgefühls.
[…] Die Stimmung nimmt einen durchaus negativen Charakter (des Verabscheuens) an« (pp. 227-28;
kursiv tilføjet.)
2 I Leçons orales sur les phrénopathies, ou Traité théorique et pratique des maladies mentales.
Cours donné a la clinique des etablissments d'aliénes a Gand. (1852), definerer J. Guislain sin neologisme
»Phrénalgie, frénalgie« som »la douleur morale, la mélancolie, la lypémanie« (bd. 1., p. 88),
men også som »exaltation des sentiments de tristesse« (bd. 1., p. 94); cf. også: »Nous nous tiendrons à
la première dénomination : nous dirons mélancolie sans délire, parfois aussi phrénalgie sans délire (bd.
1, p. 111).
3 Cf. e.g. E. Esquirol : Des maladies mentales: considérées sous les rapports médical, hygiénique
et médico-legal (1838): »Dans la lypémanie, la sensibilité est douloureusement excitée ou lésée; les
passions tristes, oppressives, modifient l'intelligence et la volonté« (bd. 2. p. 2). Cf. også H. Emminghaus:
Allgemeine Psychopathologie (1878), p. 69. G. Lantéri-Laura: “Introduction historique et
critique a la notion de depression en psychiatrie”, PSN, 1:3 (2003): 39-47.
782