BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

eller »idiotie«, alle hjemmehørende i klassen af »folie avec délire universelle«
[FIG. 6.20]. Hvad der derimod udmærkede hændelsen var et omstilling af det
hierarki som naturhistorien opererede med når den definitorisk fastsatte det
partielle afsind angående et enkelt motiv som sygdommens primære og påkrævede
kendemærke, imens den langvarige sørgmodighed uden åbenlys årsag optrådte
som et sekundært og fakultativt kendetegn, om end det forekom med en
vis hyppighed. 1 Fremfor den hierarkiske organisering af de to principper indførte
Esquirol, primært for at råde bod på en semantisk flertydighed i sin samtids
nosologiske begreber, en sideordning af de to kriterier, således at både den
partifælle afsindighed og den sørgmodige sindstilstand var nødvendige for melankoliens
tilstedeværelse i det enkelte tilfælde, og således at de to kriterier aldrig
hver for sig men alene forefaldende i fælleskab og på én og samme gang
kunne fungere som tilstrækkelige betingelser for en positiv diagnosticering af
denne form for afsindighedssygdom uden feber.
b) At denne hændelse i Esquirols forfatterskab efterhånden skulle blive en
begivenhed i den medicinske problematisering af melankolien som en selvstændig
sygdom skyldtes derfor ikke at Esquirol var den første til at pege på
tilstandens nære forbindelse til det undertrykkende og vedmodige: denne nærhed
havde været understreget siden antikken, den indgik i og for sig allerede i
den kanoniske hippokratiske aforisme om melankolien som frygt og tristhed i
et længerevarende tidsrum, ligesom den havde været fremhævet i talrige sammenhænge
førend den i den naturhistoriske nosologi relegeredes til den sekundære
og fakultative placering i kendetegnenes hierarki. Begivenheden skyldtes
heller ikke at Esquirol var den eneste der forholdt sig kritisk til det betragtelige
betydningsomfang der var blevet melankolien til del i den naturhistoriske problematisering
og nosologi: således havde Benjamin Rush nogle år før franskmanden
foreslået at det nosologiske melankolibegreb med fordel kunne opsplittes
dels i tristimania og dels i amenomania, begge betegnende en sygdomstilstand
med partiel afsindighed (»error in opinion, and conduct, upon
some one subject only, with soundness of mind upon all, or nearly all other
subjects«), men med den forskel at den første neologisme kun skulle finde an-
1 De hierarkiske bestemmelser af melankoliens sygdomsbegreb i den naturhistoriske problematisering
af galskabssygdommene er behandlet i KAP. 2, §8·1.
614