BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

tanitetsdefekter og afsindighedens sædvanligvis manglende evne til at dømme
korrekt. 1
De behandlingsresultater som Gøricke her præsenterede var undtagelsesvise
såfremt de konfronteredes med andre opgørelser af samme slags, ikke kun de
senere i national sammenhæng, men ligeledes resultater der blev forelagt i
samtiden. Selv havde Esquirol til eksempel offentliggjort resultaterne for de
patienter der havde modtaget behandling i hans eget Maison Royale de Charenton
(: Hôpital Esquirol) i perioden 1826-1833; og selvom han ikke afviste muligheden
for helbredelse af patienter med »Démence«, gjaldt denne diagnoses
1 Cf. E. Esquirol: Des maladies mentales considérées sous les rapports médical, hygiénique et
médico-légal (1838): »La démence est une affection cérébrale, ordinairement sans fièvre et chronique,
caractérisée par l’affaiblissement de la sensibilité, de l’intelligence et de la volonté: l’incohérence des
idées, le défaut de spontanéité intellectuelle et morale sont les signes de cette affection. L’homme qui
est dans la démence a perdu la faculté de percevoir convenablement les objets, d’en saisir les rapports,
de les comparer, d’en conserver le souvenir complet; d’où résulte l’impossibilité de raisonner juste«
(bd. 2, p. 44). – Havde disse behandlingsresultater været paradigmatiske for den danske anstaltspsykiatri
fremfor dem der omtrent samtidig var offentliggjort fra dåreanstalten i Slesvig, så ville den af
Hübertz propagerede så godt som eneberettigede forbindelse imellem dels de melankolske og maniske
afsindighedsarter, dels et asylvæsen opbygget efter adskillelsessystemet, og dels det udsnit af den totale
afsindighed der med særlig interesse for det epidemiologiske arbejde indbefattede de »de ny Tilfælde«
og »den aarlige Tilgang« (samt »de periodisk Afsindige«), været mindre indlysende. I så fald ville manien
og melankolien eller monomanien, som i henhold til Esquirols bestemmelser befandt sig indenfor
rammerne af en henholdsvis universel og partiel afsindighed med en ikke uvæsenlig lighed med både
Pinels klassifikation og den naturhistoriske nosologi, forudsætningsvis udgøre en betragtelig andel af
den afsindighed der på anstalterne fandt helbredelse; men samtidig ville de to sygdomme indtage en
plads der hverken var enestående eller privilegeret. Med Gørickes anderledes billede og resultater som
paradigmatiske ville indlagte patienter diagnosticeret med mani eller melankoli kun repræsentere en
større hyppighed med hensyn til kurabiliteten, ligesom den mulige sammenhæng mellem det kurable
og det inkurable i diagnostisk forstand og de helbredelige og uhelbredelige afsindige i epidemiologisk
og tidslig forstand ville fremstå som utroværdig. Som sådan havde Gøricke ikke kun kunne udskrive 23
indlagte med diagnosen dementia, men i 1833 og i 1839 også enkelte mandlige patienter med fatuitas
der almindeligvis hørte endnu mere til de uhelbredelige enemærker end den første sygdomsart (cf. A.
T. V. GØRICKE: “Oversigt over de i Sygeafdelingen af St. Hans Hospitalet paa Bidstrupgaard i Aaret
1833 behandlede Patienter” (1834), p. 256; A. T. V. GØRICKE: “Oversigt over de i Sygeafdelingen af St.
Hans Hospitalet paa Bidstrupgaard i Aaret 1839 behandlede Patienter” (1840), p. 279). Således havde
Pinel i sin originale distinktion imellem de to tilstande også defineret denne ene som en pågående ophævelse
(»abolition«) af bevidsthedslivet og al fornuftig tankevirksomhed og den anden som den allerede
stedfundne udslettelse (»oblitération«) af alle både forstands- og følelsesmæssige egenskaber (cf.
Ph. Pinel: Traité médico-philosophique sur l’aliénation mentale, ou la Manie (An IX/1801), pp. 160-
74).
608