BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

vis støde på »en Fornemmelse af noget Fremmed, der let gjør, at man ogsaa
betragter de sindssyge som fremmede, som om de ikke var “rigtige” Mennesker!«.
Næret af »saa mange Fordomme og urigtige Forestillinger« skulle denne
fremmedhed imidlertid skyldes at billedet af den afsindige overvejende
fremkaldtes i sine mest yderligtgående tilstandsformer: som en der i »Sindsforvirring
begaae de mest oprørende og forfærdige Handlinger«; som den der ikke
gjorde andet end at kalde sig selv »Gud Fader«, troede at være det og handlede
derefter; eller en der var så fremskreden i sin sygdom at der »næsten ingen
menneskelige Livsytringer ere tilbage«. »Men«, tilskyndede hospitalspræsten,
»kunde vi nu, ved at betragte Sindssygdommes Udviklingsgang, føre alt dette
tilbage til Begyndelser, der have den største Lighed med, hvad der findes hos
enhver af os, da skulde man nødes til at indrømme, at de sindssyge dog høre os
til, at det er Kjød af vort Kjød, — “vore sindssyge”. 1 Hvis den individuelle afsindighed
således fandt sit begyndelsespunkt i det forhold at sygdommen qua sygdom
formeligt befandt sig indenfor mulighedshorisont som hørte til »det sunde
Menneske«, var den tilsvarende figur i forbindelse med den epidemiologiske
problematisering at især det forestående og nylige udsnit af afsindigheden ligeledes
kunne føres tilbage til begyndelser der var mindre fremmede og hjemmehørende
i en fælles social og civilisatorisk sammenhæng.
d) Det var disse implikationer der ad kortere eller længere omveje alle kunne
føres tilbage den nylige afsindighed som Hübertz’ epidemiologiske arbejde havde
peget på som et omdrejningspunkt for den offentlige problematisering af
disse tilstande i almindelighed. Men det var ligeledes i denne sammenhæng og
i sammenhæng med denne anderledes form for fremmedgørelse formidlet af
sygdommens almenhed at melankolien og manien fremover skulle blive genstand
for problematisering som udfordringer der havde deres eksistens både
indenfor og udenfor asylet samt i passagerne derimellem. Introduktionen i en
kontekst af denne art og i et foreskrivelsesmønster der orienterede en lang
række af de normer der i praksis skulle udøves i retning af helbredelighedens
nosokomielle forhåbningsfigur kunne nok bibeholde de to sygdomsnavne og
givetvis også en del af de betydninger de tidlige havde dækket over. Men der
var samtidig tale om en placering i en kontekst der kom til at forandre manien
1 N. C. DALHOFF: Vore sindssyge (1879), pp. 1-2.
505