BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

Når Gøricke ikke valgte at følge denne mulige annektering af melankolske
ledelsesformer under monomaniens partielt afsindige bestemmelse, kunne på
den anden side betyde at overlægen på Skt. Hans Hospital i denne asylsammenhæng
fandt det meningsfuldt at understrege en mere principiel forskel
imellem melancholia og monomania. Ifald denne omstændighed virkelig var
medvirkende til at Gøricke accentuerede melankoliens og monomaniens respektive
selvstændighed ved konsekvent at berette om dem begge fra den første
til den sidste af sine beretninger fra Skt. Hans Hospital (om end med en betydelig
nedgang i det forholdsmæssige antal af patienter diagnosticeret med monomania,
med 13,27% i 1832-1836 og 5,84% i 1857-1861 [se FIG. 6.21]), havde
denne afvigelse fra normen en række implikationer for artikulationen af melankolien
som sygdomsform såfremt de konfereredes med nogle af de melankolske
tilfælde der tidligere eller sideløbende gjordes til genstand for offentlig
problematisering i dansk sammenhæng.
For det første ville et sygdomstilfælde som det Bang havde beskrevet i forbindelse
med obduktionen af den 37årige selvmorder NN indlagt på Frederiks
Hospital i 1839 have kunnet kvalificere til diagnosen melancholia dersom han
var blevet indlagt på Skt. Hans Hospital under Gøricke. Ikke fordi hans søvn
ved indlæggelsen i højeste grad var urolig, tungen belagt, pulsen svag, spændt
og hurtig, og appetitten meget ringe, eller fordi han tidligere havde lidt af periodisk
hjertebanken og ubetydelig distraktion; men fordi NN, i henhold til det
dobbelte diagnostiske kriterium, »plagedes af en bestandig Sjelsuro og Bedrøvelse,
begrundede i den fixe Ide, at han ikke opfyldte sine Kaldspligter«. 1 Det
samme ville have været tilfældet for Marie Marcusdatter der af Landsretten var
blevet erklæret utilregnelighed i forbindelse med de to brandstiftelser hun havde
udøvet i 1830. Ikke kun havde hun ifølge sin egen forklaring »følt sig til sine
Tider syg, og efterhaanden mere og mere betagen af Tungsind, Uroe og Angst,
saa at hun undertiden var ganske fortvivlet«; ikke alene havde vidner meddelt
at hun i tiden før ugerningen havde »været henfalden til dyb Tungsind og Melancholie,
endog i den Grad, at Folkene, hun boede hos, ikke have turdet lade
hende være ene om Nætterne«; dertil havde retten støttende sig til Sundheds-
1 O. L. BANG: “Det kongl. Frederiks Hospitals medicinske Clinik (Melancholie, Selvmord. – Forbeninger
imellem Hjernens Hinder.)”, Ugeskrift for Læger, 1:4 (1839): 57-64; p. 57.
619