BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

henhold til sine specifikke handleformer (e.g. Nymphomania/Satyriasis, Sonambulismus),
til sine særgene henvendelsespunkter eller genstande (e.g. Daemonomania,
Hydrophobia), eller til afsindets større eller mindre omfang (e.g.
Mania vs. Melancholia). 1 — Men sindssygdommens anderledes fremmedgørelse
satte imidlertid også et skel i forhold til den Aberratio mentis der knyttede sig
til den »egentlige Afsindighed« og hyppigt angik en manglende evne til at lade
sig bestemme af fornuften når det kom til handlingslivet: det vil sige den
fremmedgørelse som den juridiske problematisering relativt gnidningsløst
havde kunnet dele med den medicinske, al den stund »enhver Forstyrrelse af
den frie Selvbevidsthed, hvorved den Syges sattes ud af Stand til at adskille det
Subjektive fra det Objektive, og sine indre Følelser med fra ydre sandselige Indtryk«
netop var de forstyrrelser som havde indflydelse på sådanne afgørelser
der angik umyndiggørelse, forvaring på grund af farlighed eller utilregnelig-
hed. 2
I forhold til disse skitsetegninger over tidligere fremmedgørelsesfigurer var
sindssygdommen på den ene side ikke primært fremmed ved at være en negation
af noget af andet, ved at være modsætningen til det der i sin almenhed gjorde
krav på egentlig eksistens, men snarere tilstedeværelsen af noget der kunne
gøre alt andet fremmed. Sindssygedommen var i forhold til galskabens ældre
register ganske vist også en afvigelse fra det sædvanlige, en distance, en aberration,
samt et skel der gjorde en forskel; men den var samtidig en forskel der forekom
og fandtes i og for sig, der både kunne komme til syne og gøres til genstand
for erkendelse som et bestemt fænomen for hvilket det ikke var nødvendigt
at gå omvejen over en forudsætningsvis i praktisk ufornuft begrundet besynderlige
adfærd der var kendetegnede for såvel den stille- som den villegale.
Sindssygdommens fremmedgørelsesfigur var som en natur der i form af en
sygdom var i strid med sin egen normalitet eller sædvanelige væremåde, men
ikke med sit krav på egentlig eksistens. I sin fremmedgørelse, ikke fra det almene,
men fra det almindelige, var sindssygdommen en positivitet; den var noget
foreliggende som ikke kunne reduceres til fornuftens modsætning, men i
1 S. T. de MEZA: Compendium medicum practicum per fasciculos distributum. Debilitates et halluciniones
(1780), Class. X: De delirio et mentis alienatione, §§89-102, pp. 39-46. Den naturhistoriske
skandering af galskabssygdommes ufornuft behandles i KAP. 2.
2 T. ALGREEN-USSING: Bibliothek for Dansk Lovkyndighed (1837), bd. 2, §71 B., p.75.
532