BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

jeslivet der omvendt den disponerede forstemningens generalisering af følelseslivet
i retning af ulyst på én gang
For det første skildrede hospitalspræsten således melankolien som en særlig
sygdomserfaring sådan som den på én gang blev åbenbar for både den indvortes
og den udvortes betragtning. I tilfældet med bedstefaderen skulle det have
været sådan at »dette mørke Syn, som den syge ikke kan aflægge sig som et par
Briller, fordi det har Sæde i hans indre, forandrer efter Haanden hans hele Forhold
til Omverdenen og ham selv; han er som en anden, ja han bliver en anden.
Hvad han end før har været, bliver han mistroisk, indesluttet, menneskesky:
ingen forstaar ham, ingen mener ham det vel!« 1 I en senere psykiatriske fremstilling
udvidedes denne særlige tungsindighedserfaring eller fremmedgørelse
fra sig selv ved formørkelse med det forhold at den syge »ligesom dø af fra alt
virkeligt Samfundsliv og sidde hen, baade for sin egen Fornemmelse og for sine
Omgivelser, som et fremmed Legeme, et dødt Sekvester midt i det levende Liv,
der omgiver ham, afspærret fra og utilgængelig for alle de almenmenneskelige
Interesser, Tanker og Stemninger, der for det sunde Individ er Befrielse og
Lykke«. 2 Af begge signalementer fremgik det at melankolien ligeledes gjorde
sig negativt gældende på handlings- og viljeslivets områder, men at den unormale
adfærd samtidig forekom at have en mere primær om end uafklaret forbindelse
til den sygelige forstemningstilstand.
For det andet beskrev Dalhoff et sted sammenstødet i den melankoliske sygdomserfaring
imellem det karakteristisk grundløse mørke, den relativt viljeløse
inaktivitet og den ejendommelige glædesløse fremmedgørelse som hændelse
der både invaderer den syges selvforhold og dennes forhold til andre. I den melankoliske
tilstand »bliver hans Selvbedømmelse forandret; det uforklarlige
Mismod overvinder alle andre Følelser: han føler sit Hjærte koldt over for, hvad
der før var ham dyrebarest; derfor er det heller ikke muligt, at nogen kan elske
ham; han føler ingen Glæde ved noget, derfor har han heller ikke Lyst til noget;
Haabet er veget fra ham og dermed al Foretagelsesaand: han tør intet, kan intet,
vil intet«. 3 Imens forstemningen i denne forstand kunne brede sig dystert
1 N.C. DALHOFF: Vore Sindssyge (1879), p. 16.
2 Fr. LANGE: De vigtigste Sindssygdomsgrupper i kort Omrids (1894), p. 27.
3 N.C. DALHOFF: Vore Sindssyge (1879), p. 16.
779