BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

kede disharmoni af patologisk art skildrede Dalhoff samtidig en dishamoniserende
virkning: en patologisk disproportionalisering. Hos den bedestefader
hvis melankolske selvmord er beskrevet ovenfor var det på den ene side en
mangel på reaktiv proportionalitet der gjorde sig gældende idet mandens reaktion
på ellers trivielle omstændigheder syntes at være inadækvat og hans valg
desto mere excessive: det vil sige et reaktivt mønster der udviste noget sygeligt,
ikke ved at være en reaktion, men derved at den var disproportional med omstændighederne.
1 I et andet tilfælde hvor Dalhoff forestillede sig en moder
hvem der ikke kun sørgede »dybt og længe over sit Barns Død« og derfor ikke
var »syg«, men efterhånden måtte »betages af sin Sorg« i en sådan grad »at
Tiden ikke synes at dulme, men snarere at skærpe den« og der derfor opstod
»Fare for, at hun kan blive det«, var det på den anden side imidlertid en mangel
på temporal proportionalitet der udpegede det unormale; nok forekom
kvindens store sorg over det døde barn at være ganske adækvat i reaktiv henseende
og kunne dårligt være hyperbolsk i denne forstand; men den syntes
imidlertid at strække sig over al for lang tid, at strække sig ud over det rimelige
og normale. 2
Det der var henholdende ved Dalhoffs bestemmelse af det egentligt sygelige
ved melankolien viste sig således i det forhold at det på sæt og vis var det
“samme” (i.e. reaktionen) som kunne optræde “forskelligt” (i.e. adækvat eller
inadækvat), med henvisning til et kriterium der ganske vist sagde “for meget”
(i.e. disproportionalt), men uden at sige “hvor meget” (i.e. den rette proportion).
I filosofiske termer var der tale om en diagnostisk dømmekraftsproblematik
af refleksiv og ikke bestemmende art, eller om et problem der mere var genstand
for lægekunst end for lægevidenskab.
Det var på baggrund af disse patologiske pejlinger at Dalhoffs leverede sit
bud på den melankoliske erfaring: »Vi kjene alle noget lignende fra de mørke
Stemningers Øjeblikke; men som en varig Tilstand er dette just Grundpræget i
den sygdom vi kalde Tungsind«. 3 Der var hermed tale om det “samme” som
imidlertid kunne opfører sig og virke “forskelligt”, både i overensstemmelse
1 N. C. DALLHOF: Vore Sindssyge (1879), pp. 13-15. Dette selvmord er beskrevet i KAP. 7, §36.
2 N.C. Dallhof: Vore Sindssyge (1879), pp. 11-12. I anden sammenhæng tages eksemplet op igen
nedenfor.
3 N.C. DALHOFF: Vore Sindssyge (1879), pp. 15-16.
772