BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

des i forlængelse af det epidemiologiske fokus på de nylige tilfælde af afsindighed
også en anderledes form for fremmedgørelse end den der førhen satte
et uoverstigeligt skel imellem fornuftens forudsatte fællesskab og den der i
sin afsindighedstilstand manglende muligheden for fornuftig selvbestemmelse
(: »Menneskets Evne til selvbevidst at kunne bestemmes af fornuftige Forestillinger
til enten at handle eller ikke at handle«). 1 Bygget op omkring en tilsvarende
relation hvori det medicinske mødtes med det samfundsmæssige kom
denne fremmedgørelse til at bære præg af en mindre afstand imellem den afsindige
og det normale menneske. En reducering af alienationens klassiske distance
der kunne finde sted i og med at afsindigheden i stigende omfang tematiserede
som en sygdom ligesom alle andre, samtidig med at sådanne sygdomstilstande
begyndte at tematiseres som almenmenneskelige vilkår der i virkelighedens
form ikke blot havde ramt nogle enkelte som en allerede beseglet
skæbne, men i mulighedens form kunne vise sig at ramme alle og enhver i en
samfundsmæssig kontekst der var et fælles anliggende.
Ligeledes dette krydsfelt imellem samfundets og sygdommens uensartede
almenheder var en af de betydningsfulde spatiale konfigurationer der kom til at
høre ind under sindssygdommenes konceptuelle horisont. Den ikke altid eksplicit
behandlede henvisning til dette krydsfelt var derfor også en af de omstændigheder
der gjorde den afsindighed som prægede første halvdel af det 19.
århundrede måtte vise sig inkommensurabel med den sindssygdom der installeredes
i århundredes anden halvdel. Den forskydning der havde et af sine erfaringsmæssige
arnesteder i Hübertz’ epidemiologiske studier, men uden i denne
begrænsede sammenhæng at føres til ende, var af disse grunde endelig også
åbningen af en ny ramme om den offentlige problematisering af melankolien
og manien som sindssygdomme.
1 F. G. HOWITZ: “Om Afsindighed og Tilregnelse…” (1824), §2, p. 2.
*
472