BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

frem usømmelig i sin Færd«, nogenlunde svarende til det der af tidens psykiatri
i sværere grader kaldtes mania nymphomania () eller mania satyriasis ()
hvori »overexcitationen« overvejende spillede sin rolle »på det sexuele område«.
For det andet blev den beskrevet med ord som »Heftighed«, »Voldsomhed«
og noget som var meget nær »Raseri«, sandsynligvis hentydende til den
mere kendte mania furibunda eller furiosa (Tobsucht) som primært tog »form
af vedvarende raseri med fremherskende voldsomhed og ødelæggelseslyst«.
For det tredje skildredes hun som »støjende« og »omkringspringende«, hvilket
lignede den såkaldte mania saltans hvori »en uafbrudt motorisk trang« kom til
syne, således at den afsindige ikke evner at »forholde sig rolig et secund«, men
»springer, danser, kravler op på borde, bænke, kakkelovnen o. s. v.«. Og for det
fjerde syntes Dalhoff endelig at pege på den form for afsindighed der blev kaldt
for mania hilaris når han til sin Læser fortæller at den unge pige ikke alene var
»fjantet« og tosset«, men at hun også »snakkede og sang, pjankede og lo uafladelig«;
præget af denne tilsyneladende »glade stemningsforstyrrelse« fremstod
her den maniske patient »næsten uafbrudt i muntert og kåd lune, ler, snakker,
synger, danser, declamerer og skærer grimacer«. 1
d) Udover det psykomotoriske, selvopfattelsen og det ideatoriske, samt de
forskellige fremtrædelsesformer, optrådte der for det fjerde ligeledes en række
spejlinger manien og melankolien imellem i forbindelse med de somatiske
symptomer. Men i dette tilfælde forekom modsætningsforholdet at være mere
komplekst end ved de fænomener der havde at gøre med den eksternaliserende
selvfremmedgørelse, med selvfølelsens ekspansive forskydning og med den
psykomotoriske acceleration. Selv havde Dalhoff som med melankolien ikke
meget at melde om disse »legemlige Kendetegn paa Sygdommen« og anførte
alene at »medens Styrken tillige med alle Evner synes forøget, tabe Kræfterne
sig dog hurtigt og Legemet afmagres, fordi alle dets Virksomheder ere i Uor-
den«. 2
1 N.C. DALHOFF: Bistrup (1881), p. 15; N. FLINDT: Oversigt over de vigtigste Sindssygdomsformers
kliniske Optræden… (1885), p. 120.
2 N.C. DALHOFF: Vore Sindssyge (1879), p. 32. Senere i bogen hedder det tilsvarende at »legemlige
Aarsager ville vi kun opholde os kort ved. For Ikke-Læger have de deres væsentligste Betydning ved det
Lys, de kaste over Sindssygdommenes Natur: at f. Eks. Slag eller Fald paa Hovedet ikke blot øjeblikke-
818