BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

nur als Zeichen und Symptom eines bestimmten anomalen organischen Zustandes anzusehen« [M.
Jacobi: Sammlungen für die Heilkunde der Gemüthskrankheiten (1825), bd. 2, p. 360; som H. HEL-
WEG: Sindssygevæsenets Udvikling i Danmark (1915) imidlertid påpeger, erklærede Selmer sig dog
aldrig »for Somatiker i Jaconis yderligtgaaende Forstand«, ligesom han, muligvis i højere grad end
tyskeren, »tilskrev de psykiske Aarsager en stor Indflydelse paa Sindssygdommes Omraade« (p. 128)]).
— »Det Standpunkt, hvorfra J. [Jacobi] betragter Sindssygdommene«, skrev Selmer som det første, »er
det anthropologiske, og han anseer det som en væsenlig Hindring for Psychiatriens Fremskridt, at man
hidtil saa ofte har tilsidesat dette Synspunkt deels for den psychologiske, ethiske og theologiske Betragtning,
deels for anatomisk-physiologiske Undersøgelser« (p. 50).
Hermed anførtes på den ene side en demarkering i forhold til de filosofisk-psykologiske analyser der
næsten udelukkende identificerede afsindighedens forskellige former som specifikke afvigelser fra
apriorisk bestemte almenmenneskelige mentalfunktioner såsom dømme- eller indbildningskraften,
men uden at angive på hvilken måde disse forstyrrelser måtte gøre sig gældende aposteriorisk eller
hvori deres årsager og sammenhæng med andre forstyrrelser skulle bestå. Et synspunkt som ikke
mindst fandtes i I. Kant: Anthropologie udi pragmatisk Hensigt [oversat af C. C. PFLUEG] (1802),
§42, pp. 162-68; cf. også P. FRIERSON: “Kant on mental disorder. Part 1: An overview”, History of
Psychiatry, 20 (2009): 267-89).
På den anden side impliceredes imidlertid også en demarkering fra den form for anatomisk patologi
hvis videnskabelige opgave det i forlængelse af det porstmortelle sektionssarbejde skulle være »at
betragte de Abnormiteter som de væsentligste for den respektive Sygdom, der hyppigst koexistere med
den« (J. C. PRICHARD: Sindssygdommene og andre sygelige Sjelstilstande Oversat og med enkelte
Anmærkninger og Tillæg, tildeels efter andre Forfattere, forsynet af H. SELMER (1842), p. 211). For
trods det at denne organisk lokaliserende og korrelerende tilgang til sygdomsbestemmelse havde vundet
indpas i psykiatrien ligesom i medicinen mere generelt, havde den anatomisk-patologiske metode
imidlertid for sindssygdommes vedkommende det alment anerkendte problem at de mange organiske
abnormiteter som obduktionerne de facto havde tilladt at opdage hos de afdøde afsindige meget sjældent
var sameksisterede hverken med afsindigheden forekomst hos den obducerede eller med sygdommens
mere specifikke udtryk. (Begge disse forhold, anekendelsen af anatomisk-patologiske metode
og det at den hjernepatologiske forventning netop var en forventning, kom, sådan som det er i behandlet
i PROL. II, kom til syne i O. L. BANG: “Det kongl. Frederiks Hospitals medicinske Clinik (Melancholie,
Selvmord. – Forbeninger imellem Hjernens Hinder.)”, Ugeskrift for Læger, 1:4 (1839): 57-64.) —
For det andet fremhævede Selmer hvorledes det at den psykiatriske antropologi skulle henvende sig til
»Sjælelivet i dets physiske bundne Tilstand« som sin hovedopgave forudsatte at det var muligt at
»skjelne imellem det Aggregat af formelle Egenskaber og Kræfter, der vise sig som bundne i deres Yttringer
af ydre Betingelser, og som i og for sig kun kunne frembringe et med det dyriske analogt, men
intet humant Sjæleliv – og hiint guddommelige Element, der hæver Sjælen til et personligt, selvbevidst
Væsen, som selvvirksomt stræber mod Friheden som sin evige Bestemmelse« (p. 52). Ved fastholdelse
af »at kun det Formelle i Sjælelivet er anthropologisk betinget, medens hiin höiere Selvvirksomhed er
hævet over disse Betingelser«, var den naturlige følge i henhold til den psykiatriske antropologi derfor
dels »at kun Sjælelivets Former paa sygelig Maade kunne afvige fra den normale Tilstand«, dels at alene
var »de enkelte Sjæleevner, som altereres eller undertrykkes, medens Hjernen af det humane Liv,
Personlighedens Substans, aldrig bliver syg« (p. 52).
Der var med andre ord tale om en opfattelse af sindssygdommen som i overensstemmelse med den
der gestaltede sig sammen med den nosokomielle behandlingskulturs etablering i midten af 19. år-
520