BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

Endvidere havde »den karakteristiske Sygdomsform melancolia attonita«
som Steenberg havde kunnet se det udtalte billede på hos A. da han først blev
indlagt, og som i en mildere grad muligvis også havde sat sit hæmmende præg
på D., været emnet for det disputatsarbejde som overlæge Jessen fra dåreanstalten
i Slesvig i 1845 havde udgivet i en antikveret form der bar præg af at der
var tale om en af de sidste som skulle foreligge på latin. 1 Men den var dertil og-
fremtrædende medikamentelle behandlingsmodalitet i anden halvdel af det pågældende århundrede og
også i begyndelsen af det næste. Dette gjorde Steenberg idet han skrev: »Hun gjennemgik en Opiumskur
og steg til 8 Gr. Morgen og 8 Gr. Aften« (p. 222). – Allerede ifølge “Beretning om den nørrejydske
Helbredelsessanstalt for Sindssyge for Aaret 1855” havde således H. SELMER »gjort Forsøg med Opium
i store Dosis i Mani og Melankoli efter den for en del Aar siden af Engelken foreslaaede Methode«,
hvoraf han » i Regelen [havde] seet mere eller mindre tilfredsstillende palliativ Virkning, men aldrig
alvorligere Ulemper, medens dog Antallet af de Helbredelser, som i Virkeligheden skyldes denne Behandling,
ikke har været stort« (Bibliothek for Læger (1856): 159-171; p. 166). (Ifølge det anonyme
referat “Læge- og Naturforsker-Mödet i Kiel, 1846” skulle H. Engelken, der både af sam- og eftertid nød
stor bevågenhed for sin opiumsterapi præsenteret første gang i 1844, her til melankolitilstande uden
konstaterbart organisk grundlag have anbefalet »Opium purum i Doser af 1½–5 Gran Morgen og Aften
i Forbindelse med let Kost og Bevægelse. Midlet maa naturligvis bruges med Iagttagelse af de sædvanlige
Hensyn, Contraindicationer o. s. v., men uden Blod udtömmelser for nödvendige eller gavlige som
Indledning til Brugen af Opium (hvilket flere af de Tilstedeværende havde meent)« (Ugeskrift for Læger,
II:5:20 (1846): 314-18; p. 318).) »Hvad Melankolien angaar«, havde Fr. LANGE senere anført i De
vigtigste Sindssygdomsgrupper (1883), »da har, ved Siden af Ro og en saa vidt mulig kraftig Ernæring,
fra gammel Tid af Opiaterne havt et stort og godt Ry paa sig; og det maa vel endnu bestandigt siges, at
vi intet andet Middel have, der i denne Sammenhæng fortjener at nævnes ved Siden af« (p. 351). Cf.
også: A. FRIEDENREICH: Kortfattet, speciel Psykiatri (1901): »Af medikamentel Behandling, rettet
mod selve Sygdommen [i.e. Melankoli], fortjener kun “Opiumskuren” Omtale« (p. 33). M. ANCHER-
SEN: Forelæsninger om Sindssygdom og Sindssygepleje (1924): »En særlig god Indvirkning synes
Opium at have paa melankolske Ptt., der er plagede af en “inde Uro”; man lader saadanne gennemgaa
en Opiumskur, begyndende med smaa Doser stigende til større og derfra tilbage« (p. 34). F. KRARUP:
Sindssygdommenes Grundtræk (1932), p. 132.
1 P. W. JESSEN: De melancholia attonita. Dissertatio inaguralis medica (Kiliae, 1847). At Jessen
doktorarbejde forekommer at tilhøre en ældre tid skyldes ikke kun affattelsen på latin, der i Kongeriget
først i 1854 blev dispenseret fra som et alment krav, om end visse disputatser forelå på dansk før denne
dato (cf. F. SMITH: Bidrag til doktordisputatsens historie ved København Universitet (1950)), men
også at den på nogenlunde lige fod i egenskab af autoriteter stillede ældre forfatter (Galen, Celsus, Pla-
ter, Sauvages) overfor nyere der arbejdede indenfor en klinisk tradition (Pinel, Esquirol, Georget) samt
samtidige for hvem denne tilgang var uomgængelig (Baillarger, Guislain) (§2, pp. 4-11). Selve sygdom-
mens fremtrædelsesform definerede Jessen imidlertid således: »Symptomata melancholiae attonitae
neque in uno eodemque neque in diversis casibus admodum varia inveniuntur, excepta apparitionum,
quam vocamus, intensitate. Maximum est motus, irritabilitais, linguae imminutio magna aut defectio
perfecta, delirio adducta vehementi et in intimo animo habitante« (§3, p. 11).
594