BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

*
c) Omtrent 40 år efter at erklæringen om J. H. kunne siges at foregribe en
række af det der skulle blive stemningssygdommens fremtrædende kendemærker,
sammenfattede Alexander Friedenreich, overlæge ved Kommunehospitalets
6. Afdeling for Nerve- og Sindssygdomme, i Kortfattet, speciel Psykiatri fra
1901 hvad han betragtede som tre særligt dominerende elementer i »det melankolske
Syndrom«:
»1) Den sørgmodige Forstemning d.v.s. den fremherskende Ulystbetoning af
alle Forestillinger, som man også har betegnet som psykisk smerte, ”Frenalgi”
m. m. og
2) Hæmningen i afløbet af alle hjernefunktionerne særligt Forestillingernes
Afløb og Overgangen til det motoriske Omraade, som betinger den ringere Arbejdsevne,
besværlige Tankegang, Mangel på Energi o. s. v.
3) Det tredje Element som næppe heller nogensinde savnes helt, er Angsten.
Den kan optræde som ubestemt Ængstelighed, Patienten véd ikke, hvorfor han
er bange, ”er bange for alt”, jævnligt stiller sig også for ham Frygten for at
komme til at begaa Selvmord eller lignende som Grund til Angsten«. 1
Samtidig med at det var disse elementer der præsenteredes i den første danske
lærebog i det psykiatriske speciale — og som vedblev at indtage denne centrale
placering også i anden- og tredjeudgaven fra henholdsvis 1914 og 1921 —,
var der imidlertid ligeledes tale om det der var meget tæt på at være en rekapitulation
af melankoliens gennemgående artikulation i årtierne forinden. Den
kunne således tages til indtægt for den bevægelse der i ovenstående skema er
beskrevet som en der gik i retning af angsten og smerten som særligt væsentlige
i forbindelse med stemningsmæssiggørelsen af melankolien. Samtidig antydede
den imidlertid også det tema der i anden form skulle begynde at tiltrække sig
opmærksomhed på bekostning af den asteniske depression i gemytssygdommene
— dette tema var den hæmning som i visse tilfælde skulle komme til at
udfordre forstemningen som det primære i melankolien som en hjernepatologisk
lidelse. Det er således på baggrund af en generel karakteristik af stem-
1 A. FRIEDENREICH: Kortfattet, speciel Psykiatri (1901), p. 2.
769