BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

oliger, og i rum der skulle indrettes så de mindede mest muligt om almindelige
dagligstuer, fik de voldsomste og mest støjende omvendt deres plads på
ydersiden af den bagerste fløj hvor en halvcirkelformet udbygning rummede de
individuelle celler, flankeret af to korridorer der dels tjente til kommunikation
og overvågning, dels til tømning af klosetterne uden at personalet skulle bevæge
sig ind til den isolerede rasende [se FIG. 5.2].
Uden at regulativet ekspliciterede hvori sammenhængen skulle bestå imellem
denne distributive og lokaliserende klassifikation i anstalten og den klassifikation
der havde mere direkte sygdomsarterne som sådanne at gøre, ville det i
lyset af de bestemmelser som Jessen senere knyttede til sygdommene imidlertid
være muligt at rekonstruere et sandsynligt bud på visse implikationer af de
to klassificeringssystemers kombination. 1 For så vidt som manien og melankolien
per antalsmæssig definition dannede de potentielt helbredelige sygdomme,
ville de patienter der led heraf fortrinsvis være at finde i de seks afdelinger for
helbredelige indlagte — manikerne principielt blandt de støjende (men her muligvis
også visse episodisk agiterede melankolikere), melankolikere principielt
blandt de rolige (og her givetvis ingen manikere), samt både manikere og melankolikere
i væsentlig bedring hos rekonvalescenterne. Omvendt ville de sløvsindede
eller demente patienter på dåreanstalten — ikke de bestandigt eller
medfødt sindssvage som regulativet udelukkede, men dem »som have havt
Forstandens Brug, men som paa et eller andet Punkt af Livet have mistet denne«,
og hvis lidelse ikke var manisk eller melankolsk, men beroede »paa Sløvhed
i Siælekraftens Yttring« — være at finde i afdelingerne for uhelbredelige, og
efter deres aktuelle tilstand fordelt blandt henholdsvis de rolige og de støjende.
2 Kun cellerne ville endelig danne mødested for anstaltens to overordnede
befolkningsgrupper af helbredelige og uhelbredelige; men dette alene i middelbar
forstand eftersom cellerne netop afskærmerede hver enkelt patient på en
måde så de hverken kun se eller omgås men alene høre hinandens raseri. Selvom
en såkaldt raptus melancholicus muligvis kunne føre en melankolier til dis-
1 Cf. P. W. JESSEN: “Aerztliche Erfahrungen in der Irrenanstalt bei Schleswig”, Zeitschrift für die
Beutheilung und Heilung der krankhaften Seelenzustände, 1 (1838): 582-701; pp. 634-56.
2 J. R. HÜBERTZ: De Sindssyge i Danmark, efter Undersøgelsen af 1. Juli 1847 (1851), p. I (»som
have havt…«). VIDENSKABERNES SELSKABS BESTYRELSE: Dansk Ordbog (1848, 6. bd. S), p. 238
(»paa Sløvhed…).
424