BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

kunne tvangsindlægges og eventuelt også umyndiggøres. 1 Her blev der tale om
en koalition imellem en kategori af indlagte patienter der muligvis ikke var at
regne som egentligt sindssyge (e.g. grevinde Schimmelmann, etatsråd Brun,
forfatterinde Amalie Skram) og en kritisk offentlig diskussion rettet mod psykiatriens
privilegerede diagnostiske autoritet: en kritisk diskussion der for en stor
del førtes i pressen og hvori deltagelsen af andre særligt juridiske og administrative
fagligheder på de forurettede patienters side endte med at bringe sagerne
til drøftelse i Københavns Borgerrepræsentation og sågar i Folketinget. 2
Dette var en alliance imellem en psykisk tilstandsform der antageligvis slet ikke
lod sig beskrive som sindssygdom og en pressebåren borgerlig offentlighed der
fandt sammen med en rettighedsorienteret form for embedsførelse i en kritik
rettet mod sindssygelægernes tilsyneladende magtfuldkommenhed. Hvis Selmers
problematik drejede sig om en kategori af syge mennesker der endnu ikke
var kendt for det de humanitetens navn også kunne bære eller blive igen, netop
fordi disse mennesker endnu ikke blev behandlet sådan som de med den samme
humanitetsfordring burde behandles, så var den problematik der opstod i
forbindelse med den offentlige diskussion af Pontoppidans arbejde snarere en
hvori en gruppe af næsten-normale i et grænseland blev miskendt som syge og
af denne grund frakendt den ret og den værdig som de vel burde dele med de
raske. De stod i en situation som den Amalie Skram kort efter udskrivelsen
havde beskrevet for moderen: »Syg har jeg været. Sjælelig syg, men “sindssyg”
ikke spor! …«. Eller til den ene af sønnerne: »Da aner ikke hvad det vil sige at
bli anse’t og behandlet som et galt menneske uden at være det«. 1
1 K. PONTOPPIDAN: 6te Afdelings Jammersminde (1897), p. 7 (ifølge K. Dieckhöfer: “Frühe Formen
der Antipsychiatrie und die Reaktion der Psychiatrie”, Medizinhistorisches Journal, 19 (1984): 100-11,
indføres den antipsykiatriske term først i Tyskland omkring 1910). I sin “Indledningsforelæsning i klinisk
Psykiatri”, Hospitals-Tidende 3.VII.11 (1889): 325-31, henviser K. PONTOPPIDAN endvidere til
psykiatriens store »Vanskelighed« når det kommer til »Afgørelsen af, om et Menneske er sindssygt
eller ikke« (p. 327; originalens kursiv).
2 Disse patienter tæller således ikke mindst en række kulturpersonligheder der var i stand til selv at
fremføre deres kritik af psykiatrien i både polemisk og litterær form: P. M. BRUN: Vore Hospitaler
(1894); A. SKRAM: Professor Hieronimus (København, Gyldendal, 1895); A. SKRAM: Paa Sct. Jørgen
(København, Gyldendal, 1895). Grevinde A. C. L. Schimmelmanns berømte sag findes bl.a. behandlet i
Kr. Helweg: Lægerne og de Ikke-Sindssyge, skrevet for Colleger (1898).
1 Amalie Skram, Brev til moderen, maj (?) 1894; Brev til sønnen Ludvig, maj (?) 1894, begge citeret
efter M. GRADENWITZ: Knud Pontoppidan og patienterne: Etatsraaden, Sypigen, Amalie Skram, Grev-
699