BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

På den ene side tilsidesatte Jacobi hermed den klassiske og konstitutive
grænse der såvel i den naturhistoriske og den juridiske problematisering som
hos Pinel, Esquirol og Gøricke havde afsondret melankolien og manien fra hinanden
i kraft af deres tilhørighed henholdsvis i den begrænsede afsindighed
(insania partialis) og i den fuldstændige afsindighed (insania universalis). I
stedet lokaliserede Jacobi og Selmer med ham en ny demarkationslinje der anviste
begge sygdomsformer en plads indenfor samme hovedgruppe hvis organiserende
patologiske eller fremmedgørende princip endda syntes at bestå i noget
andet end hvad der umiddelbart havde kunnet kvalificere som galskab, afsindighed
eller vanvid. Dette var dette princip og denne anderledes grænsedragning
der tillod at Selmer i sine årsberetninger kunne samle alle de patienter der
var indlagt med både melankoli og mani under klassen af »Tilfælde hvor Gemytslivet
primært har været lidende«.
På den anden side var det imidlertid også i forlængelse af modstillingen
»Gemüthskrankheiten« overfor »Verstandskrankheiten« at der indenfor for
rammerne at den første hovedgruppe tilsyneladende skabtes ny mulighed for at
et sygdomstilfælde såsom det Hagerups havde meddelt med sin historie om X
ikke alene kunne inkorporeres under melankoliens bestemmelse som en sygdomslidelse
blandt andre, men ligeledes kunne indlemmelse som en diagnosticeret
patient blandt alle de andre der var under behandling på Jydske Asyl.
Konvergerende med Jacobis klassifikation anførte Selmer i hvert fald en gruppe
af patienter der under overskriften »Melancholi uden eller med uvæsentlige
Spor af Vanvid eller Forvirring« netop syntes at skabe rum for en melankoliker
der samtidig med »den inderligste Sørgmodighed«, »den bittreste Kummer«,
»stille, mørk og kold Fortvivlelse« alligevel mønstrede den tidligere anførte
»Orden i Tankeforbindelsen, som ingen gal Mand kan have«. 1
indenfor nervesygdommenes klasse således: »Gemüths-Krankheiten nennen wir solche Zustande der
Seele, wo ihre Kräfte, unabhängig vom Willen, nicht natur- und zweckmäßig wirken: es sey nun, daß in
der Schwäche einzeler Vermögen der Seele, oder in dem Mißverhältniß derselben zu einander das Wesen
dieses Zustandes bestehe. […] Aber der Wahnsinnige und Verrückte kann nicht anders, als ungereimt
urtheilen und handeln: das eiserne Gesetz der Nothwendigkeit waltet über ihm, er ist gefangen in
den Banden des organischen Sinns und des klaren Bewußtseins und der Freiheit vernünftiger Wesen
beraubt« (bd. 3, p. 292; §484).
1 E. HAGERUP: “Over en Selvmorder”, Magazin for Religionslærere med Hensyn til vore Tider,
10:1-2 (1801): 11-23; p. 18; p. 19; p. 22.
633