BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

imellem under navne som »Vanvid«, »Forvirring« og »Aandssløvhed« annekteredes
til den anden hovedgruppe af forstandssygdomme.
Denne forskel kunne have båret en central implikation for den historiske
omtydning af melankoliens og maniens sygdomme som også Selmers samtidige
havde kunnet begribe ifald de konsulterede hans offentliggjorte årsberetninger
fra Jydske Asyl i 1850erne. Ved så at sige at oversætte de oprindelige grænser
omkring de særlige sygdomsklasser »manie sans délire« og »moral insanity« til
et overordnet organiseringsprincip for sindssygdommes klassifikation i almindelighed
var melankolien og manien ikke blot blevet bragt sammen som omboende
lidelser i den gruppe af gemytssygdomme som i henhold til det fremstillede
forekom at være nogenlunde ækvivalent med den psykologisk-moralske patologi
i almindelighed, ud fra den forudsætningsvise betragtning at det i højere
grad var ved »Alienationer i Begjæreevnen« end ved »Alienationer i de intellektuelle
Evner« at både melankolikerne og manikerne præsenterede deres kendetegnende
patologiske tilstand for den kliniske vurdering. 1 Samtidig ville læserne
af Selmer have været vidner til et fuldstændigt brud med den traditionsbundne
synekdotiske relation imellem melankoliens og maniens galskabssygdomme
som ligeledes gjorde sig gældende hos Esquirol og Gøricke. De ville have
set en tilsidesættelse af den naturhistoriske relation der havde eksisteret
imellem en melankoli hvor den syge var rykket halvt ud af sig selv i forhold til
et alment fornuftens fælleskab () og en mani hvor den syge på samme baggrund
var helt ude af sig selv (), og imellem divergerende udtryk for en
afsindighed der var væsensforskellige ved at være henholdsvis partiel () og
universel (). Indlemmet i den samme hovedgruppe af gemytsygdomme var
melankolien og manien hos Selmer og Jacobi ikke mere til at begribe som delens
forhold til helheden, men var for første gang i dansk sammenhæng øjensynligt
blevet forlenet med en ligeberettiget og jævnstillet eksistens og status
i sindssygdommens systematik. 1
Sammen med dette brud med traditionen ville Selmers samtidige givetvist
også have kunnet bemærke en bestyrkelse eller gentolkning af det forholdsvis
1 H. SELMER: ““Om Manien. (Efter Jacobi: Die Hauptformen der Seelenstörungen in ihren Beziehungen
zur Heilkunde. Erster Band. Leipsig 1844)” (1845), p. 52.
1 Se henh. KAP. 3, §10 og KAP. 2, §8·3-4.
642