BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

således i en vis forstand fordring på og forudsatte den »Selvbevidsthed« som
fakultetspsykologien sædvanligvis henregnede til »Tænkningen« eller til »Sielen
som forestillende«, men idet den herved indtrådte »Følelse af vort eget
Jeg« var det samme som den »Individualitet« der blev bevidst om sig selv med
primær henvisning til de indre forandringer som lysten eller ulysten var sammenfaldende
med. 1
c) I forhold til fakultetspsykologernes bestemmelser af rækken af følelseslivets
kategorier og aspekter var det endvidere karakteristisk at stemningerne,
når de utvetydigt rettede sig imod enten lysten eller ulysten, havde en overgribende
eller inklusiv karakter i forhold til »de forskjellige Specialfølelser« der i
henhold til Sibberns Psychologie fra 1856 blandt andet talte »Haabet« og »Bekymringen«,
»Modet« og »Frygten«, »Varme og Iver«, »Afsky og Vrede«. 1 Den
form for bevidsthedsafficerethed i hvilken den senere melankolske forstemning
af sygelig art skulle komme til at gøre sig gældende var netop overgribende i
den forstand at den syge forstemning på en karakteristisk meget omfattende
måde orienterede sig imod den oplevede ulysts eller til ikke-velbefindendets
side af følelseslivet, men ligeledes for så vidt som den syge stemning ikke rettede
sig imod et objekt i egentlig forstand og derfor heller ikke viste sig som det
blotte »Mishag med Noget« eller »Misfornøielse dermed« da det her er »en
Dom om Tingenes Værd ligger til Grund«. 2
Uden en foregående dom angående noget andet, og uden en orientering
imod noget andet objekt end sig selv som erfaring, blev den forstemningen en
sygelig udgave af det som Sibbern fra en rent psykologisk side, og dermed uden
1 J.P. MYNSTER: Grundrids af den almindelige Psychologie (1830), §21, p. 55. Det er i forlængelse
af sin udlægning af »Fornuft«, »Erkiendelse« og »Dybsindighed« (§20, pp.51-55) i henhold til tænkningens
fakultet at Mynster her skriver: »Alle disse Sielekræfters mangfoldige Virksomhed er i sin uendelige
Forskiellighed Yttring af det samme Væsen, hvilket vi erkiende i vor Selvbevidsthed. Denne
kunne vi neppe beskrive anderledes, end som en Anskuelse eller i den ovenfor (§. 18.) udviklede Betydning,
Følelse af vort eget Jeg, hvilket vi forsaavidt modsættte alt Andet, hvad vi blive os bevidste. Selvbevidsthed
forudsætte vi hos ethvert Menneske, men ligesaavist forudsætte vi, at det Jeg, der i ethvert
Menneske bliver sig selv bevidst, er forskielligt fra alle andre. Hvorvel nemlig alle Kræfter, som høre til
Menneskets Væsen, samle sig i ethvert Jeg, saa samle de sig i et forskielligt Grundforhold; der existere
ikke mange Aftryk af den samme Menneskeform, men ethvert Menneske har sit eiendommelige
Grundpræg, eller sin Individualitet« (§21, p. 55).
1 F. C. SIBBERN: Psychologie (1856), §115, pp. 401-03.
2 F. C. SIBBERN: Psychologie (1856), p. 412.
727