BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

nogen fortrinsviis Begunstigelse Sted af den ene fremfor den anden, saalidtsom
den ene maa sættes i et tjenende Forhold til den anden, men enhver til Anstaltens
Nytte sigtende Beskjæftigelse af den Sindssyge maa udelukkende have
dennes eget Vel for Øie«. Det var med sådanne forudsætninger at »Behandlingen
af de Sindssyge« ifølge regulativet skulle »indrettes saaledes, at Anstaltens
Øiemed derved naaes paa den for de Sindssyge meest skaansomme Maade«; og
det var ud fra disse præmisser af denne art at behandlingen skulle finde sin
plads indenfor anstaltens ordnede rum hvor der skulle »gjøres Alt forat gjøre
dem deres Stilling saa taalelig som mulig, ligesom Alt bør fjernes, som kan bidrage
til hos dem at forhøie Følelsen af deres Tilstand, navnlig den Indskrænkning
i Friheden, som de Sindssyge blive underkastede, ligesom ogsaa enhver
Tvang maa undgaaes, hvis Anvendelse ikke nødvendiggjøres ved Institutets
Øiemed«. Ved at gennemføre en planmæssig regulering af forventningerne der
på denne måde tillod både belønning og tvang, samt hensyn til patientens person
og sygdomstilstand, men aldrig at vilkårligheden skulle råde, aldrig at tilfældige
omstændigheder skulle blive bestemmende, optegnende dåreanstalten i
Slesvig skabelonen for en behandlingskultur der skulle gøre det muligt at
forene »en deeltagende og venlig Behandling« med den »Alvor, Bestemthed og
Sandfærdighed« der netop tænktes at være fremmende for fornuften og af denne
omvej modarbejdede afsindigheds uorden. 1
For at denne imødegåelse af vilkårligheden også kunne omsættes i og virke
som en praktisk planmæssighed i aktiviteterne bekendtgjorde regulativet
imidlertid også at et »tilstrækkeligt Antal Oppassere og Gangkoner«, med en
»Overopsynsmand og Overgangkone« som deres umiddelbart foresatte og under
lægens endelige ledelse, som en samlet personalegruppe på den side skulle
»opvarte de Sindssyge i Henseende til alle deres Fornødenheder« og på den
anden side havde i opdrag at »føre den umiddelbare Opsigt med dem«. 2 Dertil
skulle lægen anvise hver enkelt af de indlagte »en bestemt Oppasser og dem af
Kvindekjønnet en Gangkone« (såfremt » ikke Anfald af heftigt Raseri gjør Tilkaldelse
af mandlig Hjælp nødvendig«), således at personalet på denne individualiserende
måde kunne udstrække deres umiddelbare virke og »give Agt paa
1 “Regulativ for Daareanstalten i Slesvig” (1820), §24, p. 52; pp. 52-53; p. 52.
2 “Regulativ for Daareanstalten i Slesvig” (1820), §5, p. 42.
429