BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

e i den Grad abnorm, at Individets Tilstand noksom charakteriserer sig som
selvstændig Sindssygdom, medens de øvrige psychiske Funktioner endog for en
Deel fremtræde med forøget Energi«. Blandt de erfaringsbaserede beviser herfor
oplistedes »den List og det Overlæg, hvormed saadanne Patienter formaae
at skuffe deres Omgivelser«; »Aandsevnernes hyppige Potensering under Paroxysmerne,
som viser sig ved de forstandigste Tanker og vigtigste Svar«; »mange
Afsindiges troe Hukommelse, der hverken lader dem glemme Fornærmelser
eller Velgerninger«; »deres Følelse for ret og Uret«; »deres Skamfuldhed, naar
de overraskes i utilbørlige Handlinger«; samt endelig »den som oftest, selv ved
Siden af den totale Sløvhed i Erkendelsessphæren, bestaaende Følelse, der utaler
sig i deres Sands for Musik, deres Religiøsitet og Hengivenhed for deres Læge
og Oppassere«. 1
Imens den ene analogi byggede på medicinsk empirisk belæg for fakultetspsykologiens
gyldighed blandt de sindssyge, gik den anden på forholdet imellem
den abnorme og den normale psykiske tilstand og pegede på at selvom
»man end ikke vil anerkjende Gyldigheden af de Beviser som Phrenologien har
leveret for at godtgjøre Betydningen af Hjernens enkelte Partier som Organer
for de enkelte Sjeleevner, hvoraf dog unægtelig vilde fremgaae, at de enkelte
psychiske Funktioner ligesaavidt maa kunne afficeres selvstændigt, som dette
eller hint Parti af Hjernen kan lide, uden at det tilgrænsende er angrebet — saa
kan man dog ikke frakjende den Erfaring stor Betydning ogsaa i denne Henseende,
at de forskjellige enkelte Sjeleevner i Normaltilstanden aldrig forekomme
i samme Intensitet og i samme Forhold hos Alle, saa at man daglig ser
den kraftigste og stærkeste Villie forbunden med en saarelidt udviklet Forstand,
og omvendt den fuldkomne Udvikling af den Intellektuelle Sphære ved
siden af en Svag og afmægtigt Villie«. 1
Denne mere forsigtige formulering af det fakultetspsykologiske udgangspunkt
blev paradigmatisk for skemaets senere anvendelse. Ligesom frenologiens
version af opdelingen blev tilsidesat, blev således også den opstilling af en
særlig form for monomanier — hvilke enten kunne gøres sig gældende som en
1 J.B. Friedreich: Den retslige Psychologi [oversat af H. Selmer] 1846), p. 221. Disse »Erfaringer”
der tjener som »Bevis« for differentieringen stammer fra et andet værk og tidligere af J.B. Friedreich:
Handbuch der allgemeinen Pathologie der psychischen Krankheiten (1839), pp. 198-200.
1 J.B. Friedreich: Den retslige Psychologi [oversat af H. Selmer] (1846), pp. 221-22.
741