BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

som også Selmer mere end 30 år tidligere havde gengivet fra Jacobi — at der
alene ville være tale om »psychisk Sygdom, forsaavidt som den anthropologiske
Organisation hos et Individ er saaledes afficeret, at Sjæleevnernes normale Yttring
ikke kan komme i Stand« — var det hos hospitalspræsten derfor ikke sjælen
som sådan der var syg i sindssygdommen, men derimod en legemlig forstyrrelse
af dens evne til at ytre og formidle sig der var lokaliseret i hjernen. 1
»Sindssygdom«, skrev Dalhoff, »er altsaa væsentligst en Hjærnesygdom, men
af en særegen Art, idet den mest ytrer sig i det sjælelige Liv«, hvilket hospitalspræsten
gengav med et billede: »naar Klaveret er forstemt, Strængene rustne
og nogle sprungne, saa lad selv den dueligste Kunster spille derpaa og lad ham
have de skjønneste Melodier i sin Tanke — han vil dog ikke kunne frembringe
andet end uklare Toner og skurende Mislyd«. 2
Men i modsætning til Greisinger anførte Dalhoff imidlertid ikke alene to
grundlæggende og indbyrdes forskellige psykologiske funktionsdannelser (»ein
anomales Verhalten des Vorstellens« overfor »ein anomales Verhalten des
Wollens«) som mulige læsionsområder for den sindssygdom han beskrev; og
bestemmelsen adskilte sig således også fra den sondring imellem »Alienationerne
i Begjæreevnen« og »Alienationerne i de intellektuelle Evner« som Selmer
havde anvendt på Jydske Asyl i 1850erner til grundlag for en klassifikation
der stillede »Gemytssygdomme« overfor »Forstandssygdommene«. Ved at pege
på sygelige forstyrrelser henholdsvis på »Følelses-, Forstands-, og Viljeslivets
Omraade«, eller i henhold til det som Flindt lidt senere i 1885 refererede
til som »anomalier på alle de fundamentale psychiske livsytringer, så vel erkendelses-
som følelses- og viljelivets functioner«, henviste Dalhoffs definition
derimod til den omfattende reformulering som fakultetspsykologien i en
Yoraussetzung der ganzen Psychiatrie. […] Zeigen uns physiologische und pathologische Thatsachen,
dass dieses Organ nur das Gehirn sein kann, so haben wir vor Allem in den psychischen Krankheiten
jedesmal Erkrankungen des Gehirns zu erkennen« (p. 1). Cf. R. Tölle: “Wilhelm Grisingers magna charta
der Psychiatrie: Zur Receptions- und Wirkungsseschichte”, Fortschr Neurol Psychiat, 70 (2002)
613-19; S. KØPPE: Neurosen opståen og udvikling i 1800tallet (2004), pp. 61-63.
1 H. SELMER: “Om Manien (Efter Jacobi: Die Hauptformen der Seelenstörungen in ihren Beziehungen
zur Heilkunde. Erster Band. Leipsig 1844)”, Ugeskrift for Læger, 2. Rk. Bd. II Nr. 4. (1845):
49-91; p. 51.
2 N.C. DALHOFF: Vore sindssyge (1879), p. 7. Cf. også C. GEILL: “Religiøsitet og Sindssygdom”,
Naturen og Mennesket, 11 (1894): 1-23; pp. 2-3).
708