BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

ser sit eget ligtog, ser sig omgivet af vilde dyr, gruopvækkende spøgelser, helvedesflammer,
o.s.v.«. 1
Tilsvarende for den maniske sindssygdom der primært bestemtes ved sin eksalterede
og ekspansive grundstemning — eller alternativt af Lange der anså
»Tankeflugten som det primære Symptom«; men samtidig lagde vægt på de
ofte forekommende »Storhedsforestillinger« iblandt sygdomstilstandens udtryk.
2 »Den syge«, skrev Flindt tilsvarende om manikerens hyppigste vrangforestillinger,
»tror sig at være et »udmærket væsen«, »føler sig umaadeligt stærk
eller godt begavet, rig og mægtig« (megalomane vrangforestillinger); eller han
1 N. FLINDT: De vigtigste Sindssygdomsformers kliniske optræden (1885), pp. 138-39. Om end
sjældnere kunne sansebedragene ifølge Flindt også slå sig på lugtesansen, således at patienten oplevede
»en modbydelig kvælende lugt, liglugt eller rådden stank« (olfaktoriske hallucinationer), eventuelt i
forbindelse med nihilistiske vrangforestillinger »om selv at være død og rådden eller omgiven af lig, at
være i “helvedes svovlpøl” o. s. v.« (p. 139). Eller de kunne angå smagssansen i form af »en ubehagelig,
metallisk smag i munden«, af og til befæstende »ideen om at være genstand for forgiftningsforsøg« (p.
139). – Et klinisk eksempel på hvordan sådanne melankolske vanvidsforløb kunne udvikle sig angav
Fr. LANGE i “Sygehistorie Nr. 1” fra disputatsen Om Arvelighedens Indflydelse i Sindssygdommene
(1883), omhandlende en 41-årig, ugift skomagersvend indlagt på Østifternes Sindssygeanstalt i Middelfart
i slutningen af 1870erne. Efter i nogle måneder efter indlæggelsesdatoen at have frembudt »de
almindelige melankolske Selvbebrejdelses- og Undervurderingsforestillinger« forandredes sygdomsbilledet
relativt pludseligt idet han trådte over i en tilstand »behersket af en overvældende Mængde Hallucinationer
af forskjellig Slags, men alle af ængstende og rædselsfuldt Præg«: »han saa murene vakle,
som om de skulde styrte sammen over ham, saa Ild og Røg trænge op gennem Gulvet« (visueltkataklysmiske
hallucinationer); »han hørte truende Stemmer tale til sig, forlangte at blive lukket ud af
Porten, for der hørte han, at Dommerne sand og ventende paa ham« (auditivt-culpatoriske hallucinationer);
og »han lugtede Røg og hæslige Dunster« (olfaktorisk-nihilistiske hallucinationer). Samtidig
med disse sansebedrags tilstedeværelse var skomagersvenden »i en uafbrudt Tilstand af Skræk og
Angst, løb om paa Gulvet Nat og Dag, klamrede sig fast til En, naar man kom ind til ham, smed sig paa
knæ, bad om Tilgivelse, vilde kysse Ens Hænder o. s. v.« (melancholia agitata); han var »i høj grad
spiseværende«, om end det ikke var til at afgøre om hans for det depressive vanvid typiske sitophobi
var motiveret »af Hallucinationer eller af Uværdighedsfølelse«; og selvom hans tilstand muligvis bedredes
moderat under anstaltsbehandlingen, hvor »Choralhydrat« men ikke »Opiater« afstedkom en vis
beroligende virkning, gjorde han efter to års indlæggelse alligevel »et Selvmordforsøg ved under Badningen
at ville drukne sig i Badekarret« (p. 46).
2 Fr. LANGE: De vigtigste Sindssygdomsgrupper (1894), p. 38. Cf. også N. FLINDT: De vigtigste
Sindssygdomsformers kliniske optræden (1885) der begynder sin fremstilling af »den exalterede vanvidstilstand«
således: »Grundstemningen er altså ligesom i den rene exaltationstilstand af en expansiv
natur, og alle sjælelige livsytringer ere prægede af den forøgede selvfølelse og selvovervurdering, der
atter står i forbindelse med en fremherskende følelse af den lethed, hvormed de psychiske processer
foregå« (pp. 142-143).
834