BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

ligegyldig. »Hvad der befordrer Livet i os«, fremhævede Mynster, »er
forbundet med Lyst, hvad der hindrer Livet, med Ulyst«. 1
Som fremhævet af Kant kunne modstillingen imellem lysten og ulysten i følelsestilstandene
derfor heller ikke bestemmes som »som Erhverv [Erwerb] og
Mangel [Mangel] (+ og 0); men saaledes som Erhverv og Forliis [Verlust] (+
og –)«. Den ene var ikke blot den andens »Modsætning« (Gegentheil), som det
teoretisk set sande overfor det usande, eller som det der i praksis kunne lade
sig gøre overfor der ikke lod sig gøre, men også dens »Modstykke« (Widerspeil).
Et tredje forhold der karakteriserede den fakultetspsykologiske følelse
var derfor det at lysten ikke alene stod i forhold til ulysten i henhold til det
kontradiktoriske (contradictorie, logice opposisitum), men ligeledes i henhold
til det kontrære (contrarie, realiter oppositum). I denne forstand var der med
ulyst (»Unlust«) ikke blot tale om en grammatisk negation, ikke om en benægtelse
af lysten som dens fravær; ulysten var derimod lige såvel som lysten noget
egentligt tilstedeværende, noget for bevidsthedslivet positivt optrædende og
hændende, der i samme grad var tilstedeværende når den formidlede sig sanseligt
som smerte (»Schmerz«) og i erfaringen som det ubehagelige (»unangenehm«).
Tilsvarende var det med lysten (»Lust«), med den sanselige fornøjelse
eller nydelse (»Vergnügen) og med det erfaringsmæssigt behagelige (»angenehm«),
samtidig med at det kontrære forhold indebar at de to følelsesmæssige
poler gjorde et ligeberettiget krav på virkelighed, hvad enten de gjaldt deres
indbyrdes forhold, om de gjorde sig gældende både sandsligt og erfaringsmæssigt,
eller om de udelukkende eksisterede med reference til bevidstheden. Oplevelsesmodaliteterne
var uensartede, ligesådan med de indbyrdes relationer og
med direktionaliteten, men deres realitet som følelser var den samme. Hvis den
overmåde opløftede følelse eksisterede på samme måde som et bjerg eller et
højfjeld, så var den nedtrykte følelse blot en mindre forhøjning eller et nulpunkt,
men eksisterede i selvsamme grad som også et dyb eller et afgrundssvælg
ville gøre det.
Heri lå også et fjerde punkt hvad fakultetspsykologien angik som hos Kant
fik sin særegne udformning, men hvis struktur alligevel skulle gå igen i en lang
række andre fremstillinger af bevidsthedslivets grundlæggende egenskabsom-
1 J. P. Mynster: Grundrids af den almindelige Psychologie (1830), p. 67.
715