BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

sighed der syntes at blive en del af stemningssygdommens problematisering,
med samt den psykopatologiske henvendelse til selvforholdet som samtidig synes
at træde i stedet for afsindigheden som en betingelse for maniens og melankoliens
bestemmelser, var således en der i en vis forstand tillod den syge
overfor sig selv at optræde i rollen som den sunde. Modsvarende det at den
sunde kunne identificere sig med den syge igennem stemningen medium og
således betragte det syge i en anderledes nærhed end den der havde hørt til galskabens
fremmedgørelse, forudsattes det at den syge kunne betragte det syge i
sig selv som akkurat det ikke var til at identificere sig med og samtidig artikulere
netop dette som det der i stemningslidelsens udgjorde det egentligt fremmedgørende.
Det var en sådan figur for dobbelt identifikation der kom til at
høre til stemningssygdommenes artikulation som en psykisk sygelighed i erfaringsmåden
som det samtidig var muligt at erfare uden at det var fremmedgørelsen
selv der talte i sygdommen.
Hvor KAPITEL 8 skal skitsere hvordan melankolien i denne forstand grundlæggende
problematiseredes som en erfaringssygdom i slutningen af det 19.
århundrede, drejer det sig i KAPITEL 9 om hvorledes artikulationen af manien
begyndte at spejle sig heri, men alligevel med en forskydning i retnings af det
mere adfærdsmæssige. Selvom både den melankolske og den maniske lidelse
først og fremmest var en sygdom i stemningen, var det således som om at den
sygelige forstemning i højere grad henvendte sig til erfaringen af en sygelig
væren indeni sig selv, imens den patologiske opstemthed i højere grad viste
sig i form af den adfærd der var sygeligt ude af sig selv — begge dele med
implikationer for bestemmelserne af de to sygdomme, men uden at dette kunne
opløse deres grundlæggende stemningsmæssige fællesskab.
I nærværende KAPITEL 7 skal det imidlertid først handle om en række af forudsætningerne
for den denne psykopatologiske skævhed, for den skildrede figur
formidlet af Dalhoff, og især for det der igennem afhandlingen er blevet
kaldt en stemningsmæssiggørelse af manien og melankolien som sindssygdomme
under hensyn til det moderne følelseslivs relative autonomi. I første
omgang drejer det sig således om hvorledes de sindssygdomme som de melankolske
og maniske stemningssygdomme udgjorde særlige former for i slutningen
af det 19. århundrede begyndte at artikuleres i henhold til en opdeling af de
705