BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

uden »Overlæg« havde begået den forbrydelse voldeligt at angribe et andet
menneske »maa ansees for sagesløs«, til eksempel den person »som, ved at see
sin Uven paa Gaden, blev henrevet af en pludselig Affect, og uden foregaaende
Plan styrtede løs paa hiin«, netop fordi sindsbevægelsen havde bragt vedkommende
ud af fatning for en tid. 1
Hvor affekten imidlertid gennemgående tematiseredes som en sindsbevægelse
af kort og forbigående art, en der også gerne opstod og måske igen forsvandt
på en pludselig og abrupt måde, såsom i vreden eller i vellysten, regnedes
»Lidenskaben« på sin side sædvanligvis for en stående eller blivende »Attraa«
der rettede sig mod noget eller nogen der var fremmed fra eller udvortes i
fortil selve sindstilstanden, såsom i hadet eller forelskelsen, således at der ved
siden af distinktionens med hensyn til tidslig udstrækning også blev et viljeseller
driftsmoment til forskel på de to former for sindsbevægelse. 2 »Man føler
Lidenskab for noget, Affect ved noget«, opsummerede Müller sproghistorisk,
samtidig med at han som også antydet af Sibbern pegede på en relation imellem
de to: »Affecten er efter sit Væsen noget forbigaaende, Lidenskaben noget
varigt. Den ofte vakte Affect kan foranledige en Lidenskab, den herskende
Lidenskab kan fremkalde visse Affecter«. 3 — Modsat affekten havde lidenskaben
imidlertid ifølge Mynster, for hvem »Lidenskaber« skulle forholde
sig til »Begieringer« som »Affecter« til »Følelser«, en særlig forbindelse, ikke
alene til viljelivets enemærker, men mere specifikt til en »Svaghed i Villien«.
»Med en svag Villie«, præciserede han, »er Mennesket ikke altid lidenskabeligt,
men den Lidenskabeliges Villie er svag. Ordet Lidenskab betegner nemlig altid
noget Utilbørligt; i Lidenskaben er Mennesket ude af sig selv, og hvor heftigt
der endog handles i Lidenskab, saa viser dog allerede Benævnelsen, at Mennesket
her ikke antages som selvhandlende, men som lidende; han har hengivet
sig til en fremmed Magt, som handler igiennem ham«. 4 Tilsvarende skrev Mül-
Tilfælde, især efter voldsom Legemsbevægelse, eller naar hun geraadede i Affect« (p. 473). N. M. PE-
TERSEN: “Hanibal Gehesteds Memorial til Kong Frederik den Tredie”, Danske Magazin, 3. rk. 1. bd. 3.
hf. (1843): 296-315: »... bragt i Affect af det sidste Indfald og ved Krigens Tryk ...« (p. 305).
1 Cf. W. H. DREIER: “Undersøgelse om Straffen for overlagte Legemsbeskadigelser, samt Fortolkningen
af Lovens 6—6—11”, Juridisk Tidskrift, 9. bd. 1. hf. (1824): 231-60; p. 223.
2 Cf. ODS, s.v. Om det “heftige”: se e.g. G. L. BADEN: Dansk-Juridisk Ordbog (1822), bd. 1, p. 14.
3 P. E. MÜLLER: Dansk Synonymik (1829), p. 59.
4 J.P. MYNSTER: Grundrids af den almindelige Psychologie (1830), §21, pp. 128-29.
730