BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

haabløst forspildt; hans Fjender lure paa ham, Politiet er paa spor efter ham;
kort sagt; alt hvad man kan frygte, naar man er angst. Og nu vil hans mørke
Selvbedømmelse give Angsten Ret i alt: han har selv forspildt sin Lykke; han
har fortjent sin Ulykke; han har virkelig begaaet de værste Synder og Forbry-
delser; det er da ikke mere end billigt, at de haardeste Straffe, Pinsel og Død,
vente ham; han forlanger ikke bedre, ja han længes derefter for at faa Ende paa
sine Lidelser, der ere værre end Døden. – Et særegent sørgeligt Billede fremby-
der Tungsindet med religiøse Vanvidsforestillinger: her er angsten størst og
Smerten dybest i den Forfærdelige Følelse af Gudforladthed og i frugtesløs An-
ger, der bestandig gaar den samme Kredsgang og aldrig kommer videre. Al
Trøst afvises og som sidste Grund dertil vil den syge anføre, at han har begaaet
den utilgivelige Synd; for ham er der ingen Hjælp; alt lider han Helvedes Kva-
ler, Haabet er udslukt, Fordømmelsen uigjenkaldelig!«. 1 »Den ulykkelige ser og
hører, hvad der svarer til hans mørke Tanker: Henrettelser og Pinselsredska-
ber, Haansord, Nødskrig og Gudsbespottelser; hvad han frygter, stadfæstes for
ham; hvad han afskyer, raabes ham i Øret«. 2
Det samme var tilfældet i Dalhoffs redegørelse for manikerens vanvid, men
idet han her samtidig gav navn til den sindssygelige logik han søgte at skildre.
»Og nu Sansebedragene: hans egen Indbildningskrafts Fostre, fremgaaede af
den samme lykkelige Stemning, træde ham i Møde med tilsyneladende udvor-
tes Myndighed og lyse han Tanker i Kuld og Kjøn: han hører, hvad han gerne
vil høre; han ser sine Ønsker opfyldte. Og for Indbildningskraften er der, som
bekjendt, ingen Grænser og ingen Skranker; hvor den rider utøjlet af Sted, kan
man vælge, hvad man vil, højere og højere op, efter Lyst og Smag. — Ja, selv
det, at blive en anden Person, kunne vi, under denne Forudsætning af en bli-
vende, urokkelig Stemning og alt hvad den afføder, nogenlunde sætte os ind i.
Digteren gjør sig selv til ét med Helten i sit Digt, og medens vi læse det, især i
Ungdommen, gjøre vi mere eller mindre det samme: Drengen er Karl af Rise,
saa længe han læser “Valdemar Sejer”. Den afsindiges vaagne Drømme søge
paa lignende Maade en eller anden fremmed Person til at bære al den Lykke og
al den Evne, han føler sig i Besiddelse af, og som hans eget Navn og hans egen
1 N.C. DALHOFF: Vore Sindssyge (1879), pp. 25-26.
2 N.C. DALHOFF: Vore Sindssyge (1879), p. 26.
838