BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

menhængende: “Guten Morgen, mon dieu! Er jeg en Forførelsen — eller en Lidelseshistorie
for Dig, min Ven? Er jeg nærmest en Hornugle eller en Forføreske?”«.
Som tiden under indlæggelsen skred frem »blev Tilstanden mere og
mere forvirret; hun flaaede sit Tøj i lange Strimler — “det er Tang, for nu skal
jeg giftes med Havmanden” — blev larmende og urenlig. De legemlige Funktioner
vare bestandig i god Orden; hun spiste med glubende Appetit Alt, hvad hun
kunde faa — “det er godt og nærende for en Stud, men ikke for en Klud”«. Til
sidst fremhævede overlægen imidlertid: »Vrangforestillinger eller Hallucinationer
bemærkedes aldrig«. 1
Som i Dalhoffs beskrivelse af tungsindet var det i slutningen af det 19. århundrede
muligt at beskrive selv relativt heftige tilfælde af maniakalsk afsindighed
uden de vanvidssymptomer der senere skulle blive kaldt “psykotiske”.
Ligesom den affektive formørkelse kunne udgøre den centrale størrelse i melankoliens
beskrivelse, uden at involvere tidligere tiders formørkelse af fornuft
og forstand, var det som om alene den usædvanligt løftede stemning i kombination
med den motoriske bevægelsestrang kunne give den maniakalske sindssygdom
sin indholdsmæssige bestemmelse. Den unge kvinde var i sin mani ude
af sig selv, men hun var ikke »gaaen fra Vid og Sands« sådan som benævnelsen
“Afsindig” tidligere havde indikeret. 2 Det var derimod den stærkt accelererede
psykomotilitet der modsat melankoliens sædvanligste fremtrædelsesformer gav
den maniske sygdom sit stemningsmæssige afpræg ved en art oversættelse af
den ydre excitation til en indre eksaltation.
b) En anden spejling gjorde sig gældende på selvopfattelsens plan. Hvor
melankolien bød på så meget mere og andet end sorg, ikke mindst den tungsindige
patients tidligere omtalte vedvarende og selvproblematiserende eller -
anklagende ringhedsforestillinger eller hans manglende evne til at opleve inte-
1 Fr. LANGE: De vigtigste Sindssygdomsgrupper (1894), pp. 41-42.
2 I slutningen af det 18. århundrede refererede »Afsindig« ifølge VIDENSKABERNES SELSKAB:
Dansk Ordbog (1793, 1. bd.) hovedsagligt til den klassisk monolitiske galskabs »gaaen fra Vid og
Sands«, at være »galen«, ligesom det nævnes hvordan ordet i bred forstand bruges »i Steden for Ufornuftig«;
se også artiklerne “Afsindigen”: »Paa Gal Mands Vis; paa afsindig Maade« og “Afsindighed”:
»Den Tilstand at være Afsindig; Galenskab«. Der er således tale om en genanvendelse af “Afsindighedens”
begrebsomfang til benævnelse af det maniakalske syndrom hos hospitalspræsten, men ikke om
en genanvendelse af det tidligere begrebsindhold.
814