BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

den melancholia som overlæge Gøricke havde adopteret fra Esquirols syg-
domsklassifikation. 1
c) Følgen heraf kunne have været betydningsfuld, også selvom Gørickes beretninger
ikke syntes at blive genstand for nogen videre offentlig reception i
Danmark. Bagom den samtidige juridiske problematisering, hvori melankolikeren
fortrinsvis trådte frem ved sin begrænsede galskab og sine uforklarlige
handlegrunde, og både før og sideløbende med opbygningen af en psykiatrisk
behandlingskultur i overensstemmelse med de relativt forbundne helbredelsesog
plejeanstalters asylmodel, hvori melankolikeren primært trådte frem som
det friske sygdomstilfælde der sammen med manikeren kunne opnå helbredelse
med størst sandsynlighed, introduceredes allerede tidligt på Skt. Hans Hospital
en klassifikation der gjorde det uomgængeligt at forholde sig til melankolien
på en ny måde.
I forhold til den juridiske problematisering blev der indenfor asylets rammer
tale om en omdirigering af den empiriske inklination der havde sat sit mærke
på denne omgang med afsindigheden når jurisprudensen med afsæt i mængde
konkrete omstændigheder vedrørende både ugerningen og den gerningspersonen
skulle vurdere om der var tale om tilregnelighed eller ej. Ganske vist var
udgangspunktet for den aposterioriske tilgang både i retten og på asylet motiveret
af ekstra-empiriske forhold: i det første tilfælde af det uundgåelige
spørgsmål om strafegnetheden der i og for sig ikke hørte til den melankolske
tilstand i sig selv, men derimod til denne tilstands forekomst indenfor en samfundsorden
der reguleredes ved hjælp af de generelpræventive virkninger som
for det sunde menneske helst skulle følge af lovens trussel om sanktion i tilfælde
af overtrædelse; og i det andet tilfælde af en sygdomsbestemmelse der kun
tilhørte det danske asyl for så vidt som den var indforskreven sammen med en
klassifikation der var blevet til i en anden (om end lignende) international
sammenhæng. Men trods det der hermed lignede et fælleskab med hensyn til
udefra at importere den centrale instans omkring hvilken erfaringsdommene
især skulle dreje sig og gøres gældende, var der alligevel tale om en omdirigering
der gjorde en væsentligt anderledes empirisk undersøgelse mulig. Fremfor
1 F. C. BORNEMANN: Forelæsninger over den danske Criminalrets almindelige Deel, [1857-1858],
§24; p. 193.
622