BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

Med det han havde refereret til som den abuliske melankoliers »depressive
følelser« havde Flindt således markeret en historisk forskydning der førhen ikke
havde repræsenteret en betydningsmæssig umulighed, men som i 1880erne
i Danmark var blevet uomgængelig: at depressionen og eksaltation var betegnelserne
der med en anderledes semantik end asteniens og hypersteniens og
ligeledes mere metaforisk refererede til den nedtrykhed og den opløftelse der
følelsesmæssigt havde at gøre med ulysten, smerten og ubehaget overefor behaget,
nydelsen og lysten. Denne forskydning, der ligeledes anvendtes med
selvfølgelighed af overlæge Lange i disputatsen Om Arveligheden Indflydelse i
Sindssygdomme udgivet et par år før Flindts bog, indebar ikke melankolien og
manien ophørte med at præsentere forstyrrelser på viljens og tænkningens område
– associationspåskyndelsen begrebet som en forøgelse af den kognitive
virksomhed overfor associationshæmningen som en formindskelse og tilsvarende
hyperthymien overfor athymien som psykiske elementærforstyrrelser
vidnede netop om det modsatte. Men depressionen og eksaltationen var samtidig
blevet patologiske betegnelser der i første omgang refererede til de i moderne
forstand affektive symptomer der til eksempel som »spontan psychisk
smerte og psychisk velbehag« fandt deres ophav i følelserne, hovedsaligt »det
psychiske følelsesliv«, men af og til også »sansefølelsen«, eller i gensidigt fæl-
lesskab. 1
Det er et eksempel på det sidste der skal afslutte denne skitse over den fakultetspsykologiske
koordinering af psykopatologien og den psykopatologiske
atomisering af dette felt i elementærforstyrrelser. Men idet distriktslægen således
anførte en »art psychosensitiv paralgi eller en blanding af denne og
en ren psychisk paralgi« som ikke sjældent skulle iagttages »navnlig hos deprimerede
patienter«, pegede han imidlertid samtidig på et forhold der skulle
blive lige så vigtigst for de stemningssygdomme som den affektive orientering i
retning af lyst eller ulyst. »Den syge«, meddelte Flindt, »erklærer i denne tilstand,
at han vel ser, hører o. s. v., men at ting og forhold göre et fremmed artet
indtryk på ham, ikke “nå til ham”, at der er ligesom en skillevæg mellem ham
og alle ydre genstande. Noget lignende møde vi i affecttilstande hos sunde
mennesker; en stor glæde nærmer os til yderverdenen og får alt til at göre et
1 N. FLINDT: Oversigt over de vigtigste Sindssygdomsformers (1885), p. 59.
754