BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

hvorfra betragtningen stammede) »fortrinsvis symptom på maniacalske tilstandsformer«.
Optrådte den i »det acute feberdelirium«, kunne idéflugten
(igen med forlæg i Emningshaus) differentialdiagnostisk skelnes ved i disse tilfælde
at være »forbunden med hallucinationer og vanvidsideer«. 1
Den »associationshæmning« der som psykosensoriel elementærforstyrrelse
stod i modsætning hertil karakterisede sig umiddelbart som »en forstyrrelse
i tænkningen, der er betinget ved en mangelfuld og træg association«. I
form af en »for stor langsomhed i de associative processer« var der ifølge Flindt
samtidig tale om »et af de almindeligste symptomer i depressionstilstande.
Tankefattigdommen fremkalder hos disse patienter ofte en meget fremtrædende
ubehagsfølelse og er forbunden med en fornemmelse af tomhed i hovedet og
en forfærdelig kedsomhed. Undertiden synes al tænkning udslukket hos slige
patienter, og kun visse ord, talemåder og bevægelser, der gentages timevis, afgive
vidnesbyrd om, at al åndelig virksomhed ikke er suspenderet«. 2 Samtidig
med at almenpsykopatologiens kategorier således tillod en præcisering af et
symptom der tidligere mere diffust var blevet omtalt som »den under Melankolien
ikke sjeldne Formindskelse af Hjernens Aktivitet« hvilket for Steenberg
havde været »ligesaa vanskelig som vigtig at skjelne fra den begyndende Svækkelse
af Hjernenerverne — Forløberen for det uhelbredelige Sløvsind«, fremgik
det således også i kraft af modsætningsforholdet imellem den associative påskyndelse
og hæmning at visse aspekter af begrebsparret eksaltation i forstanden
forøgelse og depression i forstanden formindskelse kunne forsætte med at
gøre sig gældende i stemningssygdommens psykopatologi. 3
For det andet kunne en tilsvarende relation ses på i den psykomotoriske sfære
eller på viljeslivets område i bredere forstand, men idet fordelingen imellem
det forøgede og det formindskede her forekom mere kompleks med hensyn til
1 N. FLINDT: Oversigt over de vigtigste Sindssygdomsformers (1885), p. 34. Cf. H. Emminghaus:
Allgemeine Psychopathologie zur Einführung in das Studium der Geistesstörungen (1878), p.
195. – I sine sværeste former kunne idéflugten angivelig også selv ligne en form for vanvid: »I de höjere
og höjeste grader af denne anomali komme sætningerne ikke mere til fuldendelse, talen består af korte
ordrækker, enkelte ord og rimerier, der følge efter hinanden uden orden og mening. Vi se her en rasende
afhaspning af ideer, der vildt jage efter hinanden, uden at individet formår at tilbagetrænge dem; det
er som et urværk, der er berøvet pendulen og rasende løber ud (Jacobi)« (p. 35).
2 N. FLINDT: Oversigt over de vigtigste Sindssygdomsformers (1885), p. 36.
3 V. STEENBERG: “St. Hans Hospital for Sindssyge i 1864”, Ugeskrift for Læger (1865), p. 221..
749