BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

han med henvisning til de dobbelte rækker af somatiske og psykiske sygdomsytringer
som lod sig opløse i visse elementære forstyrrelser, »har imidlertid
Symptomernes Udvikling og Forløb, idet sammenlignende Iagttagelser af større
Rækker Tilfælde viser, at ensartede Tilstande udvikle sig i lovbunden Rækkefølge
af hinanden, at der gives typiske Sygdomsbilleder med vel afstukne Stadier,
og at man selv paa et tidligere Trin af Udviklingen af flere eller færre Eiendommeligheder
kan slutte til det videre Forløb«. 1
Med denne formulering pegede Tryde på den ene side på en omstændighed
der i det hele taget kom til at høre til sindssygdommens problematisering i tiden
efter asylernes oprettelse midt i det 19. århundrede, og som samtidig var
den faktor eller konjunktur der skulle tildele disse sindssygdomme deres mere
specifikke betydninger som fænomentyper der var muligt at holde ude fra hinanden.
Han lokaliserede således baggrunden for den lægevidenskabelige afgørelse
netop i det punkt som ifølge Selmer havde været uløseligt knyttet til
»Psychiatriens Tilstedeværelse som Videnskab« i det hele taget. Når Tryde
fremhævede hvorledes »ensartede Tilstande« blev synlige i kraft af »sammenlignende
Iagttagelser af større Rækker Tilfælde«, henviste han implicit til de
»hensigtsmæssige Hospitaler« hvis dobbelte og reciprokke eksistensberettigelse
Selmer autoritativt havde beskrevet da de endnu kun var en forhåbning:
»Kun ved saadanne Stiftelser kan man have de Potenser i sin Magt, som skulle
indvirke paa de Syge, og de alene kunne frembyde en tilstrækkelig Masse af Erfaringer
til at uddrage nogenlunde sikre Resultater«. 2 Idet Tryde betonede at
identifikationen af typiske sygdomsbilleder med velaftegnede udviklingsstadier,
der endda måtte give mulighed for prognostiske skøn over den enkelte sygdoms
senere forløb, skulle ske på baggrund af stort antal komparative iagttagelser
af en lang række enkelttilfælde, identificerede han med andre ord bagrunden
for sindssygdommens afgørelse med det mødested for den kliniske veridiktionsprocedure
og det nosokomielle foreskrivelsesmønster som ifølge Selmer
og mange andre i tiden alene kunne være asylets særegne rum.
1 C. TRYDE: ”De Afsindiges retslige Stilling” (1865), p. 4.
2 H. SELMER: Om Psychiatriens Tilstand i Danmark, med særligt Hensyn til St. Hans Hospital
paa Bidstrupgaard (1841), pp. 1-2.
524