BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

andet navn for uhelbredelighedens sygdomme. Ifølge syllogismen og de rene
helbredelsesanstalters model, hvis indoptagelseskriterium begrænsede sig til at
afsindigheden alene måtte have været til stede i kortere tidsrum hos de potentieller
patienter, kunne behandlingsresultatet dermed ophøre med at henhøre til
en prognostisk dimension der lagde sig til den enkelte sygdomsform som blot
ét af dens kendetegn: i stedet ville den tendere til at blive en overgribende
nosologisk dimension der fortalte hvad der i det hele taget kendetegnede sygdommen.
Dette ville svare til en situation som Jessen berørte et sted i sit tilbageblik på
den slesvigske dåreanstalt publiceret i 1838. Her antydede han at dersom de
patienter der var klassificerede som “Sløvsindende” (Blödsinnigen) og dermed
som uhelbredelige alligevel viste tydelige tegn på bedring og endda på helbredelse,
så var det ikke ualmindeligt at ændre diagnosen og i stedet betragte tilfældet
som en særlig voldsom grad af den potentielt helbredelige mani
(»schweren Anfällen von Manie«). 1 Omvendt kunne denne logik ligeledes føre
til den situation at gruppen af manikere og melankolikere der ikke viste tegn på
helbredelse eller bedring på tilsvarende måde udstyredes med en ny diagnose
alene fordi deres tilstande hermed ikke lod sig adskille fra det principielt uhelbredelige
sløvsind. I begge tilfælde ville behandlingsresultatet blive en art efterhængt
nosologisk instans der godtgjorde hvad sygdomstilfældene i virkelighed
var, uden at tage hensyn til de symptomer og tegn de tidligere måtte have
præsenteret. Endelig ville bevæggrundene for endnu at operere ikke med ét
men med to sygdomsnavne for de helbredelige tilfælde der stod overfor sløvsindets
uhelbredelighed givetvis skyldes en distinktion der fremfor en forskel
imellem sygdomsarter snarere på pragmatisk vis mimede den naturhistoriske
klassifikation i henhold til den universelle og den partielle afsindighed samt
den grad af urolighed som ville være bestemmende for patientens placering i
anstalten: således bestemte i hvert fald regulativet for dåreanstalten i Slesvig de
maniske tilfælde som dem der afvekslende »viser sig ved Vildhed, Indesluttethed,
Frygt, Ødelæggelseslyst eller ved andre med Kraftytringer forbundne Forestillinger
og Handlinger«, imens de melankolien mere begrænset skulle
1 Cf. P. W. Jessen: “Aerztliche Erfahrungen in der Irrenanstalt bei Schleswig”, Zeitschrift für die
Beutheilung und Heilung der krankhaften Seelenzustände, 1 (1838): 582-701; p. 667.
468