BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

Rækken af førstnævnte symptomer fandt Lange på den ene side hos 50årig forretningsmand
som han flere gange tidligere havde haft i behandling på Sindssygeanstalten
i Middelfart, hver gang med den samme form for »Melankoli karakteriseret
ved ren psychisk Forstemning og Sortsyn«, hvorfra manden imidlertid
også hver gang igen var kommet sig. Under den beskrevne indlæggelse,
hvor sygdommen sandsynligvis var »fremkaldt af — ikke ubegrundede — økonomiske
Bekymringer« uden nærmere angivelse, sad manden »længe dybt
sammensunken hen; Ansigtsudtrykket fortvivlet, med furede Kinder, optrukne
Øjenbryn, Stemmen slæbende og tonløs; ved mindste Anledning brast han i
Graad. Hans opfattelse af alle hans Forhold var i høj Grad mørk og overdreven;
han “havde altid været et elendigt Menneske”; “Tanken om Selvmord hvilede
som en Forbandelse over hele hans Familie” […]. Sine økonomiske Forhold saa
han i det sorteste Lys, Fremtiden var “kun Fattiggaarden” for ham og hele hans
Familie”, “nej, der er ingen redning mere, det er den reneste Elendighed; det
eneste ville være, om De kunde give mig Noget, saa jeg kunde dø”«. »Denne
Tankerække var bestandig oppe hos ham, bestandig kørte han i Ring dermed,
og Intet udenfor den kunde fængsle hans Tanker eller aflede dem derfra. Der
var ingen Hallucinationer eller Vrangforestillinger; undertiden nogen Prækordialfornemmelse
med Angstfølelse. Sygdommen skiftede under hele sin Varighed
ingensinde Karakter«. »Da de økonomiske Forhold i Virkeligheden stillede
sig vanskeligere og vanskelige«, sluttede Lange sin sygehistorie, »gjorde dette i
Grunden intet Indtryk paa ham; men efterhaanden mildnedes Tilstanden mere
og mere, og efter omtrent et Aars Tids Ophold i Anstalten kunde han udskrives
som helbredet«. 1 Trods det at Lange betragtede den melankolske stemning som
»begrundet i« frem for »forbundet med« den psykomotoriske hæmning stemte
den sygehistorie han fremstiller som typisk for melankolien uden vanvid snarere
overens med den sygelige forstemnings disponerende og disproportionaliserende
logik: det ville sige en sørgmodig forstemning der, uimodtagelig, selvstændig
og langvarig, bredte sig ud over alle livsforhold og forstærkede det i
forvejen dystre og bekymrende, lige indtil livsleden forstærkedes i retning af
dødsønsket.
1 Fr. LANGE: De vigtigste Sindssygdomsgrupper (1894), pp. 29-30.
799