BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

kendelse, Følelse og Villie«. 1 Samtidig skulle disse fakulteter i tillæg til det teoretiske
og det praktiske have dels en udadvendt og dels en indadvendt inklination:
»I Erkendelsen (hvortil vi i Psykologien henregne Fornemmelser, Forestillinger
og Tanker) formes et Billede af Omverden og af Individet selv som en Del
af Verden. I Villien (hvortil regnes Drift, Attraa og Beslutning) virker Individet
igen tilbage paa Omverden«. Om »Følelseselementet, den indre Rytme af Lyst
og Ulyst«, skrev Høffding imidlertid, at det »ere stedse saa inderlig knyttede til
visse billeder og Tanker eller til visse Handlinger, at de let sammenblandes med
dem«, hvorfor dette element eller den rytme ofte kunne være »vanskeligt at
karakterisere i og for sig«. I modsætning til »en simpel Sansefornemmelse, f.
Ex. en Farve eller en Lyd«, som let kan udpeges, var det ifølge filosoffen som
om »Lyst- og Smertefølelsen ligge dybere og kunde ikke være Elementer i den
umiddelbare Sanseiagttagelse. Man kunde maaske definere Følelse som det i
vore indre Tilstande, der slet ikke kan blive Element i en Iagttagelse eller et Billede.
Det er en indre belysning, der falder på Fornemmelsernes og Forestillingernes
Strøm«. 2
Akkurat denne fremstilling af følelseselementet pegede på den dispositionsmodel
der efterhånden skulle erstatte den ældre resonansmodel som først
havde hørt til stemningskategorien og ifølge hvilken stemningen som tidligere
skildret i vid udstrækning var navnet på den rette samklang i sindets totale
indhold eller samtlige bevægelser i overensstemmelse med den ydre verdens
fordringer. 3 Modsat den tidligere model begyndte stemningen ifølge dispositionsmodellen
væsentligst at optræde som en tidsbegrænset tilbøjelighed til
at respondere på og møde omverdenen med følelsestilstande og erfaringstyper
1 H. HØFFDING: Psykologi (1882), p. 105. Passagen fortsætter: »Efter at man siden Aristoteles
havde fulgt Tvedelingen i Erkendelse — Villie, optog de tyske Psykologer Sulzer og Tetens i forrige
Aarhundrede Følelsen som Mellemled. Det var Rousseau’s indtrængende Hævdelse af Følelseslivets
Ret og Betydning, der her fik sin Indflydelse paa den psykologiske Klassifikation. Kant’s Anvendelse af
denne Tredeling skaffede den almindelige Indgang« (p. 105). Cf. også G. E. Berrios: History of Mental
Symptoms: Descriptive Psychopathology since the Nineteenth Century (1996), p. 291.
2 H. HØFFDING: Psykologi (1882), p. 105; kursiv tilføjet. Cf. også J. P. MYNSTER: Grundrids af det
almindelige Psychologie (1830), p. 67.
3 Se KAP. 7. Cf. også C. Welsh: “Die „Stimmung“ im Spannungsfeld zwischen Natur- und Geisteswissenschaften:
Ein Blick auf deren Trennungsgeschichte aus der Perspektive einer Denkfigur“, NTM Zeitschrift
für Geschichte der Wissenschaften, Technik und Medizin, 17:2 (2009): 135-169.
774