BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

Alienationer i Begjæreevnen og i de intellektuelle Evner«. 1 Hvor Gøricke havde
fulgt Esquirol i en reartikulation af melankoliens bestemmelse der gjorde det
vemodige lige så påkrævet for sygdommens tilstedeværelse som den partielle
afsindighed, imens manien lokaliseres på den anden side af den grænse som
den universelle afsindighed markerede, var der hos Jacobi og Selmer tale om
en ganske anderledes organisering af forholdene der åbnede en række nye artikulationsmuligheder
for begge de to sygdomslidelser. Ifald disse muligheder
blev genstand for reception eller repetition, kunne de have haft stor betydning
for historien om manien og melankoliens forskellige omtydninger og for omstændighederne
for deres nationale problematisering i løbet af det 19. århundrede.
En række af disse eventualiteter skal anføres nedenfor, uden at det med
nogen sikkerhed kan siges om de enten var tænkt eller blev opfattet på samme
måde som det for den tilbageskuende og supponerende betragtning forekommer
muligt.
Selve denne åbning af nye artikulationsmuligheder markerede Jacobi umisforståeligt
da han, udover at indføre en forskel imellem en form for fremmedgørelse
i de intellektuelle evner (»Alienationen des intellectuellen Vermögens«)
og en anden form for fremmedgørelse i begæreevnen (»Alienationen des Begehrungsvermögens«),
genanvendte den betegnelse som Sprengel knap 50 år tidligere
havde benyttet som et naturhistorisk samlebegreb for »Melancholie«
(Melancholia), »Raserei« (Mania) og »Blödsinn« (Fatuitas). Hvor »Gemüths-
Krankheiten« hos Sprengel havde haft betydning af den overleverede intellektualistiske
galskabsbestemmelse som en i vanvid og sindsforvirring grundet
praktisk ufrihed (hvilket understregedes af at han i de latinske udgaver af sin
nosologi oversatte begrebet med Mentis Morbus) stillede Jacobi derimod
»Gemüthskrankheiten« overfor »Verstandskrankheiten«, med den implikation
at de sjælelige forstyrrelser som kaldtes sygdomme i gemyttet foranlediget af
fremmedgørelse i begæringsevnen måtte adskille sig fra de sygdomme i forstanden
der hørte sammen med en intellektuel fremmedgørelse. 1
1 H. SELMER: “Om Manien. (Efter Jacobi: Die Hauptformen der Seelenstörungen in ihren Beziehungen
zur Heilkunde. Erster Band. Leipsig 1844)”, Ugeskrift for Læger, 2. Rk. Bd. 2. (1845): 49-76,
81-91; p. 52.
1 I de almene betragtninger der indledte afsnittet om gemytssygdomme i senere udgave af Handbuch
der Pathologie (1810) end den i KAP. II behandlede bestemte K. Sprengel denne tredje orden af
632