BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

ning for sindssygdommes bestemmelser i det 19. århundrede, og for melankolien
og manien i særdeleshed, men også for det der kunne karakteriseres som det
moderne følelseslivs kulturhistorie i en bredere forstand. I det følgende skal
disse tendenser, uden egentlige eksempler til illustration, imidlertid kun skitseres
på det overordnede konceptuelle plan som gør det muligt senere at fremstilles
stemningskategoriens særlige kendemærker.
Ifølge fakultetspsykologien var det for det første manifest at følelseslivet adskilte
sig lige så meget fra tænkningens som fra viljens fakultet, og det hørte
således med til modellen at alle tre fakulteter eller psykiske ytringsklasser kom
til at optræde som primære, autonome og irreducible i forhold til hinanden eftersom
de ikke lod sig »udlede fra den samme rod«. 1 I modsætning til en tradition
hvor passioner og sindsbevægelser ikke gjorde sig gældende som følelsestilstande
der var fuldt distinkte fra tænkning og viljesytringer og havde deres
selvstændig oprindelse i krop eller sind, men derimod enten var specifikke svar
på eller stående udfordringer for forholdet imellem vilje og fornuft, var disse
nye følelser på den ene side et eget og med de to andre ligebyrdigt og ligeværdigt
område, netop idet følelsen både kunne melde sig i bevidstheden før de to
andre gjorde sig gældende og vigtigere idet følelseslivet ikke kunne beskrives
eller afledes tilfredsstillende af vilje eller tænkning. På den anden side indgik
følelseslivet i denne sammenhæng ikke i den hierarkiske model der igennem
traditionen havde placeret passioner og sindsbevægelser under fornuftens herredømme,
men snarere horisontalt som et irreducibelt domæne på det samme
plan. 1 Med fakultetspsykologien i bred forstand tenderede følelsen således til at
træde ud af et forhold hvori den ofte var kommet til syne når den netop ikke var
– og derfor burde – underlægges den vilje der var vejledt af fornuften. En sådan
forskydning der pegede på følelserne som sindstilstande der i lige grad var
udtryk for en grundlæggende menneskelig væremåde indebar ikke at følelsesli-
1 I. Kant: Critik der Urtheilskraft (2.udg., 1793): »Denn alle Seelenvermögen, oder Fähigkeiten,
können auf die drey zurück geführt werden, welche sich nicht ferner aus einem gemeinschaftlichem
Grunde ableiten lassen: das Erkenntißvermögen, das Gefühl der Lust und Unlust, und das Begehrungsvermögen«
(p. xxii). Cf. G. E. Berrios: History of Mental Symptoms (1996), p. 19..
1 Cf. e.g. R. Zaborowski: “From Thumos to Emotion and Feeling. Some Observations on the Passivity
ty and Activity of Affectivity”, History and Philosophy of Psychology, 12:1 (2010): 1-25. R. Smith: “The
history of psychological categories”, Studies in History and Philosophy of Science, 36:1 (2005): 55-94.
M. Gendron: “Defining Emotion: A Brief History”, Emotion Review, 2010 2: 371-72.
713