BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

skabte mulighed for en mere adækvat prognostik ved at tage hensyn til muligvis
blot symptomatiske ved visse sygdomstilstande. »At vore Benævnelser«,
skrev han, »give en Antydning af Sygdommens rimelige Forløb og Udfald, det
kan jeg ikke anse for nogen Fejl ved vort Forslag; tværtimod forekommer det
mig, at dette absolut er at foretrække for en Nomenklatur, der siger aldeles Intet
eller vel endog ligefrem vildleder i prognostisk Henseende; og dette gør
sandelig den traditionelle; ti maa man ikke kalde den Nomenklatur i højeste
Grad vildledende, der f. Ex. bruger det samme Navn (Mani) til at betegne saa
vel den puerperale Lidelse, der efter nogle faa Maaneders Forløb vil være fuldstændigt
helbedret, som og det Forløberstadium, der indleder den fremskridende
Parese og ender med Patientens Død i Løbet af nogle faa Aar? Maa ikke
netop dette anses for en stor Fejl ved den tidligere Nomenklatur, og burde man
ikke i en ny søge at rette denne Fejl og derved forebygge alle de Vildfarelser, der
herved saa let kunne afstedkommes?«. 1
Mere principielt angik Steenbergs gensvar imidlertid også spørgsmålet om
det ikke i vid udstrækning forholdt sig således at Selmer udtrykte den selvsamme
ambition som det forslag han kritiserede. I denne forbindelse betonede
Steenberg at Selmer syntes »at være enig med os — og for Resten med alle andre
Sindslæger — i, at den ældre Nomenklatur ikke sjældent nødsager Lægen til
at skifte Diagnose, og at indrømme, at dette er en baade i videnskabelig og
praktisk Henseende ikke ringe Fejl; men han søger hurtigt at svække Betydningen
af denne Indrømmelse ved at fremhæve, at den samme Ulæmpe klæber ved
vor Inddeling, og det endog i en end højere Grad, fordi “medens Patienten efter
det ældre Skema ikke derfor (fordi man bliver nødt til at skifte Diagnose) behøver
at gaa over i en anden Form, kan man efter den nye Inddeling ikke engang
undgaa at henføre ham til en hel anden Klasse af Sindssygdommene.”«. 1
Om dette punkt måtte Steenberg indrømme at han havde vanskeligt ved at
forstå meningen hos Selmer og anførte derfor på den ene altid at have troet »at
Tilhængerne af den traditionelle Nomenklatur skarpt sondrede de forskellige
Sindssygdomme, som de af diagnostiske Hensyn have givet forskellige Navne«,
således som også Selmer havde bebrejdet »den Skade for Statistiken« indde-
1 V. STEENBERG: “Om Sindssygdommenes Inddeling” (1873), pp. 184-85.
1 V. STEENBERG: “Om Sindssygdommenes Inddeling” (1873), p. 185.
679