BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

under én Hovedgruppe: hvor forskelligt alle disse væsentligt af Gemytslivets
Liden fremgaaede Former end gestalte sig, bør de ganske vist holdes samlede.”
I Sandhed jeg vilde næppe tro mine egne Øjne, da jeg læste dette; en saa ubetinget
Indrømmelse havde jeg ikke turdet vænte; det synes jo, som om S. pludselig
var bleven enig med os i et af de allervæsentligste Punkter, nemlig i “at
holde sammen” i “én Hovedgruppe”, Manien og Melankolien. Skulde S. virkelig
ville staa ved denne Anskuelse, ja da reducerer sig vor Uenighed i dette Punkt
ene og alene til Navnet, og paa et Navn holde vi langt fra saa fast, at vi for dets
Skyld skulde ville miste S.s Enighed med os«. 1 — »Hvad nu selve Anken angaar«,
kunne Steenberg derfor slutte, »at vi ikke have villet beholde Manien og
Melankolien som Underafdelinger af den første Hovedgruppe, da holder jeg
fast paa, at den trods alle de Fordømmelsesord, S. her har ødslet med, er uberettiget;
Mani og Melankoli ere ikke selvstændige Sygdomme, de ere kun forskellige,
ingenlunde skarpt adskilte Symptomkomplexer, med hvilke den selv
samme Patients selv samme Sygdom kan optræde, den ene Dag med det ene,
den næste Dag med det andet; jeg har set en Kvinde i Løbet af 24 Timer gaa
over fra den skarpest udtalte stupide Melankoli til den mest furibunde Mani
som Følge af en Hallucination, uden at denne Forandring i de “patologiske Ytringer
af det sjælelige Liv” var ledsaget af det mindste Spor af en tilsvarende
Forandring i “Nervesystemet og Karsystemet, Muskulaturen og Ernæringen”;
og af lignende Tilfælde vil hvert Sindssygehospital kunne opvise talrige. — Ja
havde jeg villet skrive en fuldt udarbejdet psykiatrisk Diagnostik, da havde jeg
utvivlsomt beholdt disse nu saa ofte nævnte Navne som Betegnelser af forskellige
Symptomkomplexer eller Stadier i Sygdommens Udvikling; men vort Forslag
gaar jo kun ud paa at give en naturlig praktisk Nomenklatur, at anvende i
vore Aarsberetninger — derfor offentliggjorde vi det i en Aarsberetning — eller i
lignende væsentlig statistiske Afhandlinger«. 1
Dette gensvar, og især antydningen af at han skulle have sagt eller ment det
samme som Steenberg om melankoliens og maniens status og indbyrdes relation
eller patologiske fællesskab, kunne Selmer imidlertid ikke godkende som
træffende. I det sidste indlæg i debatten imellem de to asyloverlæger, igen pub-
1 V. STEENBERG: “Om Sindssygdommenes Inddeling” (1873), p. 186.
1 V. STEENBERG: “Om Sindssygdommenes Inddeling” (1873), pp. 186-87.
681