BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

Samtidig kunne han langt mere sygdomsspecifikt og i prognostisk henseende
vise at de ligeledes adskilte sig fra det det i visse tilfælde helbredelige vanvid
(1:2,7) i kraft at et helt anderledes forhold imellem egentlig helbredelse og blot
bedring, ligesom dette forholdstal også satte et yderligere markant indbyrdes
skel i mellem manien (3,3:1) og melankolien (1,6:1). 1
Det var ligeledes denne omstændighed der foranledigede Selmer til i en undtagelsesvis
passage at ytre sig direkte angående spørgsmålet om diagnostik i
sammenhæng med anstaltsstatistikkens klassifikationer over sygdomsformer:
»Ogsaa i begge andre Anstalter er Helbredelsesprocenten lavere i Melankolien
end i Manien: dog er Differencen ved Aarhuss (17,76 %) større end enten paa St.
Hans Hospital (6 %) eller ved Vordingborg (12 % efter Gennemsnittet af Aarerne
1872–77). Ligeledes er Helbredelsesprocenten i Vanvidet lavest ved Aarhus,
nemlig 9 %, medens den i hver af de andre Anstalter for Tidsrummet 1872–77
lader sig beregne til c. 25 %. Dette Forhold synes overmaade højt. Naar hensees
til Prof. Steenbergs egen Mening om Prognosen i det fuldt udviklede Vanvid
(Beretn. f. 1877, S. 39), som vistnok de fleste Sindslæger ville tiltræde, kunde
forholdet imellem de optagne patienter på Danmarks tre ældste anstalter og hvilke af disse patienter
der var fundet henholdsvis helbredte, bedrede, uhelbredte, samt dem der var afgåede ved døden imens
de stadig befandt sig på anstalen.
Skt. Hans Hospital med 328 helbredte + 189 bedrede = 517
Jydske Asyl med 204 helbredte + 151 bedrede = 355
Oringe med 414 helbredte + 111 bedrede = 525
Det var med afsæt i disse forholdstal, jævnført med og kontrolleret imod en række optællinger fra tyske
og svenske statistikker af tilsvarende art, at Dalhoff mente det berettiget at konkludere »at omtrent en
Tredjedel af de optagne Patienter helbredes, og omtrent Halvdelen har i det hele væsentlig
Gavn af Opholdet paa Hospitalerne«. Samtidig kunne hospitalspræsten dertil formode
at hvis det ikke forholdt sig så uheldigt at en stor del af patienternes sygdomme ikke var i en sådan grad
fremskredne på indlæggelsestidspunktet som det var tilfældet (for så godt som hver tredje skulle sindssygdommen
til eksempel have haft en varighed på mere end et år før de kom til Skt. Hans), så ville
»Udbyttet af Hospitalernes Virksomhed vise sig i et endnu langt heldigere Lys« (p.
146).
1 Se FIG. 6.17, samt H. SELMER: Statistiske Meddelelser og Undersøgelser (1879), Tabel XXXIV, p.
182. – At den syfilitiske generelle parese ikke angives i disse sammenligninger, skyldes at denne sindssygdom
allerede på dette tidspunkt problematiseres som en særegens størrelse, hvilket Selmer også
selv gør (pp. 139-42) med henvisning til C. M. JESPERSEN: Skyldes den almindelige, fremadskridende
Parese Syfilis? En Doktorafhandling (1873). Cf. også V. STEENBERG: Den syfilitiske Hjernelidelse
(1860). P. KRAMP & G. GABRIELSEN: “Skyldes den almindelige, fremadskridende Parese Syfilis? - en
epokegørende dansk disputats i en videnskabelig brydningstid”, Bibliotek for læger, 194:2 (2002): 154-
84. – En tilsvarende undtagelse udgør epilepsien med sindssygdom.
581