BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

liv, og endelig en afsindighed der havde lige så meget at gøre med det der skulle
hænde som det der allerede var hændt. Men dertil accentuerede denne variation
over afsindigheden samtidig den gradvise forskydning bort fra den utilregnelige
ufornuft som den juridiske problematisering havde koncentreret sig om.
Uanset at både den social- og den kriminalretlige problematiseringsform havde
rettet blikket imod fremtiden, al den stund de hver især med hjælp fra de forskellige
detentionsanordninger havde søgt at forhindre enten at den afsindige
for første gang eller atter skulle blive farlig for den offentlige orden og begå
ugerninger imod andre borgere, var dette et perspektiv der alene anskuede afsindigheden
i henhold til de problemer som den foranledigede for samfundet.
Der var, som Selmer nogenlunde samtidigt anførte med henvisning til
en begrænset dansk lovgivning der alene havde »taget Hensyn til de Afsindige,
forsaavidt som de kunne blive farlige eller byrdefulde for det Offentlige«, tale
om et perspektiv der var knyttet til »et slags Nødværge«. 1 I den juridiske problematisering
var der derfor ikke tale om et perspektiv der betragtede afsindigheden
som en problematik i sig selv, eller som i sig selv var indlejret i
samfundet: det ville sige en problematik der vedvarende ville bryde frem fordi
afsindigheden var en immanent og selvfølgelig del af dette samfund og dets
omstændigheder. Fra denne anderledes indfaldsvinkel der knyttede sig til en
anden form for afsindighed kunne det derfor også blive synligt at den fremtid
som den juridiske omgangsform bekymrede sig om ikke var de afsindiges egen
horisont, men snarere samfundets umiddelbart forestående sikkerhedsudsigt.
»Man har søgt at forebygge den Overlast, Samfundet kunde lide af de Afsindige«,
skrev Selmer herom, »men har glemt at tænke paa den, de Afsindige kunne
være udsatte for af Samfundet«. »Kort sagt: de Afsindiges Vel har hidtil
kun været en Biting for vort Daarevæsen, dets Hovedformaal derimod at bidra-
1 H. SELMER: Almindelige Grundsætninger for Daarevæsenets Indretning som fast Resultat af Videnskab
og Erfaring fremstillet for det større Publicum (1846), p. 6. – Norge fik sin første sindssygelovgivning
i 1848, og Sverige fik sin i 1858. Cf. e.g O. R. Aa. Sandberg: “Den psychiatriske Klinik”, p.
329. I Danmark skete dette – trods drøftelser dels af “Udkast til en Lov om sindssyges og aandsvages
Behandling“ i 1882-1883, dels af “Udkast til Lov om Sindssyges og aandsvages Personernes Hospitalsophold”
i 1927 — først med Lov om sindssyge Personers Hospitalsophold af 13 April 1938 (1942). Cf.
H. ADSERBALLE: Frihedsberøvelse og tvang i psykiatrien (1977), bd. 1, pp. 151-54, 208-16, 226-38 (cf.
også 130-36 om Selmers kritik af den manglende danske dårelovgivning).
488