BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

personligt. Nok var der i begge tilfælde tale om et problem i samfundslegemet;
men i det første var afsindigheden en udfordring fordi det middelbart
som kunne melde sig som et problem for visse dele af samfundet, for visse individer
der risikerede at møde afsindighedens farlighed i form af ugerninger; i
det andet tilfælde drejede det sig derimod om et umiddelbart problem fordi
afsindigheden i sig selv var en del af dette samfund. Det var på denne måde at
det særlige temporale perspektiv i den epidemiologiske analyse hørte sammen
med en forskydning i afsindighedens samfundsmæssige status: fremfor at melde
sig i den objektive genitiv som et problem for samfundet tenderede afsindigheden
til at blive problematiseret i den subjektive genitiv som samfundets eget
problem eller som et samfundsproblem i genuin forstand. I og med at denne
forskydning i særlig grad knyttede sig til de nyligt syge og til de der det følgende
år med stor sikkerhed ville blive det accentueredes det ydermere at der ikke
alene var tale om samfundsproblem hvortil der én gang for alle burde findes en
løsning for derved igen at skabe tid og rum til at imødegå andre samfundsmæssige
udfordringer; derimod drejede det sig om et samfundsproblem der evindeligt
ville dukke up eller vende tilbage og som derfor også måtte mødes med en
respons der havde en tilsvarende bestandighed — ikke blot for samfundets
skyld og til dets sandsynlige fordel, men også for de afsindiges og dermed for
afsindighedens egen skyld.
b) Endnu en implikation der forbandt sig til denne forskydning kunne pege
på en anderledes ansvarsfordeling i kraft af inddragelsen af statsmagten i
den etablerede relation imellem samfund, befolkning og en afsindighed der allerede
var en del af de to første. Selvom både Hübertz og Selmer udtrykte denne
tanke med en betydelig indflydelse i samtiden, var det Selmer der i Almindelige
Grundsætninger for Daarevæsenets Indretning som fast Resultat af Videnskab
og Erfaring fremstillet for det større Publicum fra 1846 formulerede
tanken i sin mest markante version og med størst gennemslagskraft — således
var det også dette værk der ved stænderforsamlingerne samme år kom til at
levere en stor del af de argumenter som endelig førte til beslutningen om dårevæsenets
første større institutionelle reform med oprettelsen af Jydske Asyl.
»Statens overordnede Autoriteter«, fremhævede Selmer her med henvisning
til de afsindige samfundsborgere, »have Intet med deres Anliggender at bestil-
490