BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

ende demonstrerede en »Orden i Tankeforbindelsen, som ingen gal Mand kan
have«. 1 Selvom Esquirol et sted præsenterede det der lignende en alternativ
version af monomanien, i hvilken sygdommen fremfor primært at karakterisere
sig ved vrange forestillinger angående et afgrænset emnefelt var kendetegnet
ved fortrinsvis at angå bestemte psykiske grundfunktionsområder (i.e. »monomanie
intellectuelle«, »monomanie instinctive«, »monomanie affective«),
var det antagelig ikke denne version af monomanien der fandt anvendelse i opgørelserne
fra Skt. Hans Hospital. 1 Omend det princip der lå til grund for den
alternative opdeling for en retrospektiv betragtning skulle få en afgørende betydning
for den senere artikulation af melankolien og manien som stemningssindssygdomme
i og med at det var i nogenlunde overensstemmelse med den
fakultetspsykologiske adskillelse af tanke-, viljes- og følelsesliv som relativt autonome
psykiske funktionsområder, ud af hvilke udviklingen af stemningskategorien
især skulle få nær tilknytning til sidstnævnte område, var det hos de
psykiatere der arbejdede ud fra Esquirols system ikke den funktionsdifferentielle
analyse af monominen der sædvanligvis indgik i bestemmelsen af sygdomsformerne
på det klassifikatoriske niveau. Det almindelige, i det mindste i asyleners
internationale sammenhæng, var derimod at fastholde monomanien som
1 E. HAGERUP: “Over en Selvmorder”, Magazin for Religionslærere med Hensyn til vore Tider,
10:1-2 (1801): 11-23; p. 19. Se KAP. 1, §1,3
1 Cf. E. Esquirol: Des maladies mentales (1838) hvori forfatteren, i en diskussion af monomanien i
forhold til melankolien som »lypémanie«, synes at udvide det første sygdomsbegreb, uden at det i
sammenhængen fremgår klart hvorvidt den partielle læsion med hensyn til det intellektuelle område er
et nødvendigt kriterium for monominen tilstedeværelse: »La monomanie et la lypémanie sont des affections
cérébrales chroniques, sans fièvre, caractérisées par une lésion partielle de l’intelligence, des
affections ou de la volonté. Tantôt le désordre intellectuel est concentré sur un seul objet ou sur une
série d’objets circonscrits; les malades partent d’un principe faux, dont ils suivent sans dévier les raisonnements
logiques, et dont ils tirent des conséquences légitimes qui modifient leurs affections et les
actes de leur volonté; hors de ce délire partiel, ils sentent, raisonnent, agissent comme tout le monde;
des illusions, des hallucinations, des associations vicieuses d’idées, des convictions fausses, erronées,
bizarres, sont la base de ce délire que je voudrais appeler monomanie intellectuelle. Tantôt les monomaniaques
ne déraisonnent pas, mais leurs affections, leur caractère sont pervertis; par des motifs
plausibles, par des explications très-bien raisonnées, ils justifient l’état actuel de leurs sentiments et
excusent la bizarrerie, l’inconvenance de leur conduite: c’est ce que les auteurs ont appelé manie raisonnante,
mais que je voudrais nommer monomanie affective. Tantôt la volonté est lésée: le malade,
hors des voies ordinaires, est entraîné à des actes que la raison ou le sentiment ne déterminent pas, que
la conscience réprouve, que la volonté n’a plus la force de réprimer; les actions sont involontaires, instinctives,
irrésistibles, c’est la monomanie sans délire, ou la monomanie instinctive« (p. 332).
624