Grænser for ansvar - Susanne Holmström

=
Det metateoretiske paradigmeskifte fører to bærende præmisser med sig. De vedrører begge iagttagelsen.
Den første præmis gælder det empiriske felt, som vi kan fremanalysere som iagttagelser. Den analytiske re-
konstruktion af samfundet som sociale processer, som bevæger sig efter særlige dynamikker, mønstre, sy-
stematikker, giver os en iagttagelsesoptik, som gør det muligt for os at se, hvad der ellers overvejende er
usynligt for os.
For det andet gælder præmissen selve den analytiske iagttagelse og Luhmanns teori som erkendelsesteori.
For naturligvis gælder teorien også sin egen anvendelse; den videnskabelige og specifikt den socialsystemi-
ske iagttagelse som sociale processer. Derfor bliver det så væsentligt dels at gøre den optik, vi ser med som
analytikere, så følsom i forhold til den iagttagede empiri som muligt; dels konstant at holde fast i den og læg-
ge den klar.
= ( 4
Med sin position distancerer Luhmann sig fra den filosofiske og sociologiske tradition, som beskriver sociale
sammenhænge med en subjektfilosofisk begrebslighed (se fx Luhmann 1995). De sociale processer forløber
selvorganiserende. Dette perspektiv bryder radikalt med den antropocentriske tradition, der afløste det deo-
centriske paradigme – og som har karakteriseret den moderne æra siden Renæssancen. Selv hvor der er åben-
bare paralleller og sympati til andre nutidige teoretikere, radikaliserer han perspektivet ved sin distance til
handlingsteorien. Hvor handlingsteorien tilstræber individualistiske begrundelser, dvs at konstruere sam-
fundsteorien fra individet, fokuserer Luhmann på det selviagttagende iagttagelsessystem. Lededifferencen ak-
tør/struktur erstattes af system/omverden.
Men når samfundsforskningens iagttagelse frigør sig fra antropocentrien, frigøres omvendt iagttagelsen af
menneskets tilværelse fra en systemisk logik. Samfundet skal og kan ikke begrundes i det menneskelige sub-
jekt, men må iagttages i sig selv. Tilsvarende kan subjektet ikke begrundes i samfundet – også det må be-
grundes i sig selv:
E , 1 1
!@ (;;%
Og når sociale relationer kun ses som mulige gennem sociale systemer, som processerer de betydnings- og
forventningsmønstre, der guider sociale relationer, kan kollektiv adfærd ikke forklares med den samlede kon-
sekvens af individuelle valg – men med processerne i selvorganiserende kommunikationssystemer. Subjek-
tets handlen bliver ikke samfundsteoriens eller samfundsselvbeskrivelsens sidstereference. Det gør de sociale
systemers kommunikation. Det betyder ikke, at kommunikationssystemer vægtes højere end subjektet 104 , alt-
så hverken strukturalisme eller determinisme (om end slægtskabet ligger for) – men en præcision i analysen,
fordi:
, ! % 5
, / 2
2
! ! % %
:3 : : 5 : : :
5 2 !
% ! (;