Grænser for ansvar - Susanne Holmström

verdenen i organisationskonsistente strukturer i fasens 1. ordens perspektiv, ”hvor interessenterne plejes i
overensstemmelse med den rolle, de spiller for virksomhederne, for alle grupper af interessenter kan bringes
til at bidrage i langt højere grad til virksomhedens målopfyldelse, hvis den gennem bevidst identifikation af
deres helt forskellige behov og ønsker planlægger og gennemfører aktiviteter gruppe for gruppe” (Citat 25). I
den refleksive fases 2. ordens perspektiv åbnes op for en højkompleks omverden, og samtidig for tvivl om
selvreferencen: Hvordan kan vi beslutte, at vi er beslutningsdygtige? Hvordan kan vi rumme rækken af an-
derledes sociale perspektiver på vores beslutninger? Forsøger en organisation refleksivt at rumme alle de an-
dre independente systemer, som det oplever sig som dependent af, så overbelastes kommunikationsproces-
serne. Det går i coma og overlader alle beslutninger til omverdenen. Det kan være i iagttagelsen af den of-
fentlige mening, fordi det bliver for vanskeligt at skulle træffe beslutninger om afbalancering af stakeholder-
interesser 234 . Eller i iagttagelsen af vekslende stakeholder-perspektiver, hvor organisationen duver for vinden.
Organisationen risikerer at blive rendt over ende af kompleksitet. Her ser vi en aflastning i referencer til spe-
cifikke forhandlingsfora og en rekonstruktion af den flertydige omverden i partnerskaber mellem de iagttage-
re, der tidligere sloges med hinanden (jf Citat 39). Efterhånden aflastes omverdenskompleksiteten i god prak-
sis. Man gør som de andre, spejler sig i markedet.
På tidsdimensionen udsættes beslutningen først med: ’Det går nok over’. Det er for meget at tage stilling til
det hele, men man kan starte med at ansætte en journalist eller etablere et personaleblad. Tilsvarende er fx is-
sues management-modellen med sin inddeling i stadier en tidslig reduktion af beslutningsprocessernes kom-
pleksitet. I den refleksive fase lægges beslutningen tilsvarende ind i processer, her i forhandlingsprocesser.
Sådanne forhandlingsprocesser viser sig tidskrævende for beslutningsprocesserne og gør samtidig fremtiden
usikker. I god praksis fasen aflaster de sig i rutiner, som giver tempofordel. Tilsvarende ser vi, at fremtidens
usikkerhed aflastes i isomorfiske processer, hvor andres nutid gøres til egen fremtid.
+ ) 6
Ligesom for betalingskommunikationen sætter afparadokseringsstrategier ind, efterhånden som paradokser
undervejs i evolutionen truer med at træde frem og blokere beslutningsprocesserne. Beslutningen er som
form født som tredobbelt paradoksi (Jf Andersen 2001:9): Saglig: Ingen beslutning kan finde en endelig be-
stemmelse. Kun beslutningen kan beslutte, hvad der kan besluttes om: Hvordan kan beslutningen beslutte at
beslutte om beslutninger? Social: Der er kun beslutningen til at beslutte, hvornår noget er en beslutning, dvs
hvornår noget er en fiksering af sociale forventninger. Kun beslutningen kan beslutte, hvad der besluttes:
Hvordan kan beslutningen beslutte, om beslutningen er beslutningsdygtig? Temporal: Beslutningskommuni-
kation er ligesom al anden kommunikation bagudrettet. Beslutninger om fremtiden hviler i fortiden: Hvordan
kan beslutningen beslutte om fremtiden, når den hviler i fortiden? Det er paradokser, som netop synliggøres
gennem den iagttagede periodes fokus på beslutningens kontingens, og hvor vi kan følge en serie vekslende
afparadokseringsstrategier.
I den kontra-aktive fase ser vi, hvordan den saglige kompleksitet – hvordan kan vi beslutte, om beslutningen
er nødvendig (til forskel fra kontingent)? – afparadokseres gennem først afvisning, så nødvendighedserklæ-
ringer, og gennem udgrænsninger i informationsafdelinger og særlige professioner (public relations, informa-
tionsjournalistik, virksomhedskommunikatører). I den refleksive fase, hvor den blinde plet gøres synlig:
Hvordan kan vi overhovedet beslutte om beslutningens nødvendighed ud fra vores beslutningsgrundlag? –
overlejres med andre temaer: Vi beslutter om forhandlingsforløb, stakeholder-modeller, målinger, værdile-
delse, rapportering. I god praksis fasen er problemet med beslutningens beslutningsdygtighed afparadokseret
6 - % % + * + & ! ! ! 8 '
349