Grænser for ansvar - Susanne Holmström

+
I de to foregående kapitler har jeg udfoldet først nogle sociale optikker, som tilsyneladende på forskellig vis
tjener til at holde samfundet vågent gennem at protestere, moralisere over, spørge til, dvs på forskellig vis
synliggøre samfundets kontingenser – til forskel fra de funktionsdifferentierede optikker, som systematisk
arbejder for at usynliggøre egne kontingenser. Det betyder ikke, at protest, moral og nyhedsmedia ikke tilsva-
rende systematisk usynliggør egne kontingenser; det synes at være en præmis for fortættelsen af kommunika-
tive processer. Det ser vi derimod ikke i offentlighedskommunikationen, som konstant netop iagttager sig
selv som kontingent – som bare mening. Her ser vi til gengæld den høje kompleksitet, som offentlighedsop-
tikken producerer, reduceret til ’destillerede ideologier’: Fornuft som indsigt i kompleksitet står den offentli-
ge meningsdannelse mere i vejen end den fremmer den, som Baecker nævner (Baecker 1996). Denne offent-
lige mening ser vi især konstrueret i nyhedsmedia, hvor den som et forestillet billede på flertallets mening
kan iagttages af funktionssystemerne og få langt større indflydelse på organisatoriske beslutningsprocesser,
end man i et fornuftigt perspektiv – altså et perspektiv, der forsøger at rumme høj kompleksitet – kan finde
netop fornuftigt.
Dernæst har jeg udfoldet betingelserne for fleksibilitet i funktionssystemerne gennem program-funktionen,
som kan nuancere og udvikle iagttagelsesskematikken, og den særlige evolverede sensitive iagttagelsesform,
refleksionen. Her vil jeg lægge an til en analyse af samspillet mellem den alternative kommunikation og
funktionskommunikationen ved at konstruere en mere følsom iagttagelsesskematik for iagttagelse af bevæ-
gelser og reaktioner i det empiriske felt, så vi bedre kan se kompleksiteten i samspillet; se, hvordan vi ikke
kan tale om lineære kausaliteter; hvordan appeller alene til menneskets gode hensigter udtrykker en blindhed
i forhold til de sociale processer. Skematikken vil rumme 1) tesen om en særlig dynamik mellem protestmo-
ral og funktionsspecifik moral og etik, og 2) fremanalysere afværgemekanismer i forhold til offentligheden.
+ ( .
For bedre at kunne se, hvad der sker siden 1960erne, hvor protestkommunikationen begyndte at præge sam-
fundsbilledet, og indtil i dag, hvor vi har fået etiske regnskaber, men hvor feltet omkring erhvervslivets legi-
timitet og samfundsansvar efterhånden i store træk synes neutralt moraliseret, har jeg ladet mig inspirere af
Krohn (Krohn 1999) i dennes forslag om en særlig moralsk/etisk dynamik i samfundet, men vil pege på nog-
le mangler, som jeg i min rekonstruktion forsøger at opveje.
For at gribe den etiske dynamik i moderne samfund ekstrapolerer han Luhmanns moralbegreb i to komple-
mentære og antagonistiske rekonstruktioner: Institutionel moral hhv etik og protestmoral på linie med min
ekstrapolering af Luhmanns moral i funktionel moral og protestmoral. (Når jeg ikke taler om en etisk pro-
testmoral, så er det, fordi protestmoral defineres netop ved sin ubetingede værdiforestilling, som i et poly-
centreret samfund er uforenelig med etik. Det betyder naturligvis ikke, at der ikke kan forekomme etiske pro-
tester.)
Krohn udvikler en model, som 1) på den ene side lokaliserer etiske hhv moralske institutioner i funktionssy-
stemerne som forsvar for de specifikke funktionsværdier imod overgribende moralfordringer, og 2) på den
anden side går ud fra ’solidargruppers’ moralske protestvirksomhed som – med mine ord – en slags iltning af
den funktionelle moral. Modellen følger således Luhmanns eget forslag (jf Luhmann 1996a), men præciserer
den vekselsidede dynamik.
I sin udfoldelse af konceptet institutionel etik gør Krohn konceptet historisk plausibelt ved at påvise, hvordan
der sammen med dannelsen af de institutioner, der former funktionssystemerne, også finder en transforme-
254