Grænser for ansvar - Susanne Holmström

Begrebet den politiske forbruger og tilsvarende den politiske virksomhed tematiseres i Danmark første gang i
1994 til at afspejle den situation, hvor politiske sager afgøres på markedet. Det følges op af begreberne den
politiske medarbejder, den politiske investor. Efterhånden går forskning, politik og massemedia fælles om at
sætte spejle op for erhvervslivet som et ’politisk’ marked, nedenfor illustreret i et flerlagscitat, hvor forsknin-
gen redegør for en handelspolitisk udtalelse i massemedia:
Ligesom begrebet ‘den politiske forbruger’ får vi begrebet ‘den politiske virksomhed’. Udenrigsministeriets handelspolitiske
ekspert, udenrigsråd J. Ørstrøm Møller udtalte i august 1996 til Mandag Morgen i en temaartikel om ’Den politiske
virksomhed’: „Virksomhederne bliver nødt til at bekende kulør. Der er ingen ’helle’ som i gamle dages matadorspil, hvor
virksomheden kan trække sig tilbage og meddele, at den ikke mener noget,” (op.cit. 19) Den politiske virksomhed er selv
del af det politiske system. Politik og forretning er derfor uadskillige. Derfor må virksomhederne indstille sig på i
fremtiden at gøre rede for deres politiske holdninger.
Ørstrøm Møller understregede i samme artikel, at det kan komme til at koste dyrt i form af tabte markedsandele, hvis en
virksomhed udtrykker holdninger, der er ude af trit med den kritiske offentligheds og de politiske forbrugeres synspunkter.
”Den politiske virksomhed står således i den situation, at hvis den vurderer forkert med hensyn til udvikling og fastlæggelse
af holdninger, kan den blive ramt frygteligt hårdt, uanset hvor godt dens produkt må være, og uanset hvor god
dens ledelse måtte være målt med virksomhedsøkonomiens målestok. Det nytter ikke, at produktet er bedre og billigere
end konkurrenternes, hvis kunderne ikke vil købe det, fordi de mener, at virksomheden har forkerte holdninger.”
(op.cit.21)
Derfor må markedsføring af en virksomheds produkter ikke alene forholde sig til produktets pris og kvalitet, men også til
virksomhedens værdier og image. Virksomheden må markedsføre sig selv ved at eksplicitere det sæt at værdier, den står
inden for, dens forhold til miljø, økologi, genbrug oma.
Citat 61: Flerlagscitat, som illustrerer, hvordan politik, forvaltning, forskning og massemedia tematiserer ’den politiske
virksomhed’ (Søderberg 1997) mf.
Ifølge Karen Hjulmands bog Det umuliges kunst: Politik og den politiske forbruger (Hjulmand 1997) har
danske undersøgelser i løbet af de seneste foregående år vist, at sager vedrørende miljøet, menneskerettighe-
der og etiske spørgsmål er af stor betydning for denne gruppe, og at hensyn til disse emner ’altid eller ofte’
påvirker deres indkøbsadfærd.
Den politiske argumentation inddrager nu omvendt det erhvervsøkonomiske rationale. Det vil jeg give nogle
eksempler på fra både internationale og lokale danske perspektiver.
I januar 1994 lancerer den danske socialminister en kampagne for at styrke virksomheders sociale ansvarlig-
hed. Kampagnens formål er at opmuntre virksomhederne til at spille en større rolle i socialpolitik
(Søndergaard 1997). Daværende socialminister Karen Jespersen markerer i sin afslutning på en international
konference om socialt ansvar, New Partnerships for Social Cohesion, initieret af Socialministeriet med delta-
gelse af politik, erhvervsliv, NGOere, forskning og massemedia, hvordan man fra politiksystemets side i ar-
gumentationen forsøger at motivere erhvervslivet med competitiveness og return on investment:
To governments, traditional policies which influence business behaviour and support people with social problems have
severe limitations. (...) Support and dialogue is becoming more important than control. To business, it is evident that sustaining
competitiveness is of paramount importance, but competitiveness and social responsibility can still go hand in
hand. Social responsibility attracts the best employees, and in the eyes of customers, buyers and suppliers social reputation
is increasingly important. Return on investment in social responsibility is manifold.
Citat 62: Socialminister Karen Jespersens afslutningstale ved international konference om socialt ansvar i København i
1997 (Jespersen 1997) mf.
FN argumenterer i sin Global Compact – et samarbejde mellem FN og virksomheder verden over, der sigter
på at få virksomheder til inden for deres indflydelsessfære at vedtage og støtte et sæt basisværdier inden for
menneskerettigheder –, at “It makes good business sense”, og at den er ”an opportunity for firms to exercise
leadership in their enlightened self-interest”. Her ser vi atter ekspliciteret, at hensigten er at etablere et forum
132