Grænser for ansvar - Susanne Holmström

1: Økonomisystemet kan først blive opmærksomt på og kan kun behandle enhver omverden ud fra den øko-
nomiske kode. Det betyder, at det er, hvor offentlighedsoptikken har betydning for de økonomiske betingel-
ser, at offentlighedsrelationer kan finde relevans i erhvervslivet (ligesom noget tilsvarende gælder for alle
andre kommunikationssystemer ud fra hver deres specifikke optik). Traditionelt har økonomiens strukturelle
koblinger til politiksystemet (lovgivningen) gjort den offentlige meningsdannelse relevant for erhvervslivet.
Den offentlige mening gælder netop som intern omverden for politiksystemet. Men med det øgede ’indepen-
dens interdependens’ pres kan vi forstå et pres på grænsesætninger i samfundssystemet generelt, og i øko-
nomisystemet specifikt: Det, der i en konventionel økonomisk forståelse udgrænses som ekstra-økonomisk,
bliver nu økonomisk. Den offentlige mening får direkte betydning for markedet.
2: Når erhvervslivet bruger den offentlige mening som beslutningsreference, kan vi se paralleller til det poli-
tiske system, der netop er kendetegnet ved den offentlige mening som sin interne omverden, sin indbyggede
fremmedreference. Det er her, vi i et antropocentrisk paradigme finder en integrativ semantik, som antyder
grænseglidninger mellem politik- og økonomisystemet. I et polycentrisk paradigme ser vi noget andet. Vi ser
nok, at samfundets koordinering i højere grad lægges ud som en gensidig regulering funktionssystemerne
imellem end i tidligere samfundsselvbeskrivelser. Men vi ser også, at denne regulering grundlæggende er en
selvregulering, som er underlagt de uddifferentierede socialsystemers autopoiese. Selv om vi har set begrebs-
dannelser som den politiske forbruger, den politiske investor, den politiske medarbejder, den politiske virk-
somhed, gør det ikke erhvervslivet politisk. Grundlæggende refererer erhvervslivet til markedet og den øko-
nomiske kode. I en polycentrisk optik ser vi netop forskelle. Også gensidig hensyntagen er led i bestræbelser
på at bevare forskellene, grænserne. Vi ser ikke grænseglidninger og forsøg på udligning af forskelle.
3: Offentlighedens optik genererer den krævende og risikable refleksive kommunikation, og vi kan formode
en indbygget tvang til en bevægelse mod den mindre krævende basale selvreference i markedet. Med reflek-
sionen spejler økonomien sig ikke kun i sig selv, men i samfundet (og igen: Det kan det kun ske ud fra øko-
nomiske kriterier). Økonomisystemets spejling i sin indre omverden, markedet, er almindelig refleksivitet. Et
sådant markedsspejl er bedre konditioneret til det økonomiske system end offentlighedsspejlet og afkræver
ikke økonomisystemet den risikable anden ordens refleksion. Spejlingen i offentligheden bliver refleksion.
Det ligger i systemprocesser at aflaste sig fra den risikable refleksion. Derfor vil jeg pege på, at vi sjældent
vil se en spejling i offentligheden i erhvervslivet, og i så fald altid en bevægelse fra offentligheden mod
markedet.
4: Markedet som spejl betyder ikke nødvendigvis, at ’forsteningen’ (Luhmann 1984/2000:431) lurer. Som jeg
vil pege på det i min analyse af empirien i næste del, kan markedet som spejl ændres, og tilsvarende er-
hvervslivets selvforståelse. Der kan fx manipuleres med økonomien ved ”at staten stiller et andet spejl op”
(Luhmann 1999:74). Denne spejlmetafor overfører jeg til statens og nyhedsmedias ’spejle’ af markedet som
samfundsansvarligt undervejs i evolutionen, altså spejle, der som en art selvopfyldende profetier illuderer, at
markedet er blevet ’politisk’ eller ’etisk’. Jeg tænker her på påvirkningen af markedsspejlet under indflydelse
af fx Socialministeriets kampagne for at fremme erhvervslivets sociale ansvar, af nyhedsmedias fokusering
på slagkraftige begreber som ’den politiske forbruger’, på højprofileringsvirksomheder som Novo Nordisk og
sensationelle cases fremprovokeret af spektakulære protest-events som fx ved Brent Spar. Det kan forstås
som ændring af markedet som spejl, der medfører en omprogrammering af erhvervslivet.
229