Grænser for ansvar - Susanne Holmström

8
nikative selektionsprocesser indsnævres horisonten af de muligheder, kommunikationen kan vælge at knytte
an til. Hermed bliver legitimitet en funktionel ækvivalent til lovgivningen som kontingensregulering.
Reguleringsbegrebet for autopoietiske kommunikationssystemer – organisationer, funktionssystemer, inter-
aktionssystemer – må altid forstås som en eller anden form for selvregulering. Hverken ’samfundet’ eller et
af funktionssystemerne – som i en traditionel forståelse politikken – har en privilegeret regulerende position.
Men hvor vi kan forstå lovgivning som en fremmedreferentiel selvregulering, som vil tendere til at svække
de forskellige udspecialiserede sociale dynamikker og dermed samfundets kompleksitet, kan vi forstå legiti-
mitet som en selvreferentiel kontingenskontrol med skiftende medløbende referencer, afhængig af den om-
verden, legitimitetsbæreren ser som relevant for fortsættelsen af sine kommunikative processer.
/ 9
8 3 , 5
7 /
- $ . 5 8
Figur 19: Legalitet og legitimitet som forskellige reguleringsformer.
Jeg vil pege på tre træk i den iagttagede periode:
For det første kan vi se en vægtning af legitimitet som kontingenskontrol frem for konventionel lovgivning.
Legitimering bliver et stadig mere fremherskende reguleringstræk som supplement til den konventionelle
lovgivning bl.a. under det politiske motto ”Støtte og dialog bliver væsentligere end kontrol” (Citat 62). Jeg
vil lægge an til at se en mulig forklaringsramme i den større samfundskompleksitet, legitimitet som regule-
ringsform befordrer frem for legalitet.
For det andet kan vi se en turbulens i de læreprocesser, som ’løbende omstrukturerer de forventninger, som
ledsager beslutningsprocesserne’. Det ser i perioden ud til, at legitimitet som det generaliserede beredskab til
at acceptere beslutninger ikke længere ligger som en given ressource, men netop synliggøres (især under te-
maet samfundsansvar, uden at vi derfor kan sidestille legitimitet og samfundsansvarlighed) og reformuleres
gennem ’en flerhed af sociale mekanismer’. Således kan vi forstå perioden som præget af relegitimeringspro-
cesser.
For det tredje ser jeg, at vi i det iagttagede felt kan fremanalysere en bevægelse fra snæver selvreferentiel legitimitet mod
en medløbende polykontekstreferentiel legitimitet. Den snævre selvreferentielle legitimitet ser jeg som en kontingenskontrol,
som for erhvervslivet hviler i markedet og suppleres med den fremmedreferentielle kontingenskontrol i lovgivningen.
Her ser det ud til, at legitimitetsprogrammeringen er indlejret i systemhukommelser og beslutningspræmisser. Den medløbende
polykontekstreferentielle legitimitet ser jeg som reference til den voksende række ’stakeholders’ (se fx
Figur 18), som erhvervslivet ser sig afhængig af ud fra sin egen verdensforståelse. Her ser jeg, at legitimitets-
programmer ændrer sig og gælder processer (public relations, stakeholderdialoger, partnerskaber, forhand-
lingsfora). Forventningsstrukturer kontingenssættes, hvor før kontingensen var skjult netop gennem legitimi-
tetens beredskab til at acceptere en vis kontingens, og her sætter først refleksive mekanismer ind, derpå afpa-
radokserings- og aflastningsprocesser, som usynliggør kontingensen, der ellers truer med at blokere de kom-
munikative processer.
161