Grænser for ansvar - Susanne Holmström

Samfundet i dag er i sin formation radikalt anderledes end de tidligere. Det betyder, at vi ikke kan gribe til-
bage til de velkendte samfundsvidenskabelige traditioners analytiske optikker, men ”burde afholde os fra at
tilbageprojicere for meget nutidig betydning i disse betegnelser fra samfund, hvis kommunikationsmåde var
ordnet ganske anderledes end vores” (Luhmann 1997a:249). Fordringen til teoriapparatet er, at det i sig har
en kompleksitet, der meningsfuldt kan indfange og processere kompleksiteten – paradokserne – i de iagttage-
de fænomener og sammenhænge. Teorien skal være på højde med samfund og organisationer af i dag.
Det moderne samfundsprincip bygger på specialisering og fører til fragmentering af samfundet i mange
centre. Det usandsynliggør en priviligeret, fællesnormerende eller -regulerende position, som det indgik i tid-
ligere samfundsformationers hierarkiske eller centralistiske selvbeskrivelse. Sociologien har som ledestjerne
haft problematiseringen af sammenhængskraften i samfundet, men har med sit overvejende antropocentriske
perspektiv haft vanskeligt ved radikalt at indfange det moderne samfunds processer. For mig er det afgørende
at tage udgang i samfundet, netop som vi kan begribe det i dag – til forskel især fra tilgange, der søger indsig-
ten i universelle eller ahistoriske værdier, eller i tidligere samfundsformationer. Som jeg ser det, opstod soci-
ologien som videnskab i 1800-tallet som en ny form for refleksiv selvbeskrivelse af samfundsprocesserne, ef-
terhånden som det moderne samfundsprincip begyndte at sætte sig igennem og konflikterne mellem hhv de
udspecialiserede samfundsområder og imellem det moderne samfund og individet begyndte at melde sig.
Samfundets sammenhængskraft er også for mig en kilde til undren, men i forhold til antropocentriske per-
spektiver bliver det problematiserende perspektiv samfundets; samfundet forstået som et selvorganiserende
socialsystem, som alene består af kommunikative processer, hvis drivkraft er at fortsætte sig selv 14 . Når jeg
som udgang tager samfundets problemer med sin fortsættelse, sker det ikke ud fra en normativ samfundskon-
serverende position, men ud fra en ambition om nøgternt at fremanalysere de sociale processer, der bevæger
samfundet i vor tid. Det betyder, at jeg ikke ser på antropocentriske problemstillinger, men skærper blikket
på selve socialiteten i forsøget på at forstå de sociale dynamikker og deres mulighedsbetingelser på et histo-
risk tidspunkt i det polycentrerede samfunds udvikling; tiden siden 1960erne og frem til i dag.
( + ,
Det er således min påstand, at forskning på feltet lukker af for afgørende indsigt, når den er lukket inde i per-
spektiver, der ikke indfanger det komplekse samspil i vor tids samfund og organisationer, og først og frem-
mest når den udgår fra et antropocentrisk paradigme og ikke radikalt fokuserer på en analyse af den sociale
processering af synteser – dvs opløser ontologiserede selvfølgeligheder. Som sådanne betegner jeg socialite-
ter såsom samfund, erhvervsliv, organisation og offentlighed – såvel som begreber som samfundsansvar, etik,
bæredygtighed, værdier.
Skal vi kunne indfange iagttagelsesfeltets kompleksitet, ser jeg derfor nødvendigheden af et paradigmeskifte i
forskningens blik på iagttagelsesfeltet. Det sætter en anden forklaringsramme end de, der overvejende er
brugt i forsøget på at forstå ændringerne i opfattelsen af erhvervslivets legitimitet og samfundsansvar.
Således vil jeg foreslå, at vi kun ved at forsøge at forstå de sociale dynamikker, der har ført til tematisering af
ændrede grænser for erhvervslivets ansvar i samfundet, kan få en mulighed for at indfange problemfeltets
særlige kompleksitet. Hermed undgås en reduktion til omverdenen – subjektets bevidsthed, naturens liv. Der-
imod er reduktionen fortsat, at fokus er på det sociale. Det er for mig den nødvendige reduktion for at kunne
D + " 2 ! & ! ! + " & ! $ ! " " ' ! ! ! + " &
% ! * ! ! ' ! ! ' ! ! + " % ! & % ! ! )
! ! ! ' 1 % ! + ! 2 ! ! ! ! + *& 2 ! ! ! + " & 2 ! - % ! !
22